Kan du smage forskel på rødvin og hvidvin? Det vil de fleste nok mene, de kan, men et forsøg på universitetet i Bordeaux viste for nogle år siden, at selv vinkendere lader sig narre til at beskrive en hvidvin som en rødvin, hvis der kommer et par dråber rød farve i.
Når det kommer til stykket, kan vi nemlig ikke stole på os selv, ikke engang på vores egne sanser. Hvis vi tror, vi drikker rødvin, så smager det af rødvin.
Det simple eksperiment har langt videre implikationer, end man lige skulle tro. For det faktum, at vi leder efter bekræftelse på det, vi tror vi ved, gælder i alle livets forhold. Læger kan få problemer med at aflæse en blodprøve, hvis de tror, at patienten fejler noget andet end det, prøven viser. Politiets efterforskere kan overse nogle helt oplagte spor, hvis de har besluttet sig for, at gerningsmanden er en anden. Og socialrådgivere kan komme til at fejlbedømme en mors forældreevner, hvis de allerede i deres stille sind har bestemt, at barnet skal tvangsfjernes.
Fikseringsfejl hedder fænomenet. Når vi først har besluttet os for noget, vil alt fortælle os, at vi har ret, og så kan vi ikke længere se klart. Og ligesom vi kan blive fikserede på, hvordan det forholder sig med en vin, en patient eller en forbrydelse, så kan vi også blive fikserede på hinanden. Vi ser ikke længere den anden, men leder efter bekræftelse – og finder det derfor – på det, vi allerede har bestemt.
I et debatindlæg i Kristeligt Dagblad sidste år kaldte formanden for Etisk Råd, Jacob Birkler, det for tidens største etiske problem. Vi ser ikke de andre som mennesker, men som kategorier – utilpassede børn, døende patienter, handicappede. Ofte som omkostningstunge belastninger for samfundet. Han kalder det at ”forse” sig på hinanden – i stedet for at se hinanden.
Det er selvfølgelig dybt krænkende ikke at blive set. Derfor mister vi den anden ved at begå fikseringsfejl og ikke se ham – men vi mister også os selv. Vi har jo ikke længere for alvor adgang til os selv, men kun til den side af os, der vil bekræfte den simplificerende beslutning om den anden.
Jacob Birklers eksempler er hentet fra sundhedssektoren, men oven på attentatet mod Krudttønden og synagogen midt i februar er det oplagt at se på, hvad vores blik gør ved andre mennesker og ved os selv.
Men først til et eksempel mere på hverdagens fikseringsfejl. Lad os sige, at jeg står og skal bestemme mig for, hvor min sommerferie skal gå hen. Jeg overvejer, om jeg skal tage en billig tur til Mallorca, eller om jeg skal vælge en langt dyrere og mere eksklusiv rejse til Mauritius. Der er gode argumenter for begge dele: Vælger jeg Mallorca, kan jeg få råd til en rejse igen til jul eller måske til flere teateroplevelser i dagligdagen. Mauritius vil til gengæld være en oplevelse, jeg aldrig glemmer. Men disse argumenter både for og imod kan vi typisk kun se, indtil vi har taget beslutningen. Når jeg først har valgt side, vil jeg nemlig koncentrere mig om at lykønske mig selv med mit gode valg. Blev det Mauritius, vil jeg fx sige: Det er altså også vigtigt, at der virkelig er kvalitet i det, jeg foretager mig – vi lever jo kun én gang. Og hvis valget er faldet på Mallorca, vil jeg forklare mig selv, at det i virkeligheden næsten er umoralsk at bruge så mange penge på en ferie. Jeg retfærdiggør min egen beslutning ved at opvurdere principper, der måske før ikke betød alverden. Lige pludselig føles det helt afgørende, at oplevelser skal være af højeste kvalitet – eller omvendt at man ikke skal svine med pengene.
Det er samme mekanisme, der træder i kraft, når vi tager beslutninger om, hvordan andre mennesker er – uden at have mødt dem og set dem. Beslutningen overtager vores blik. Det gælder fx, hvis vi beslutter os for, at muslimer er ekstremister, der skal holdes i kort snor (som psykiateren Henrik Day Poulsen skriver i en kronik i Berlingske), og at islam og terrorisme hænger uløseligt sammen (som Suzanne Bjerrehus skrev på sin Facebookside). Eller at Dansk Folkeparti af vælgerne har fået ”et fripas af dimensioner for alle de helt vilde, ubehagelige og totalt gakkede udtalelser partiet er kommet med” (som Rasmus Brygger fra Liberal Alliance skriver i et debatindlæg i Politiken)
Så bliver det svært at se folk klart. Generaliseringer er ikke bare ubehagelige for det individ, der bliver set som noget andet end det, han er: den muslim, der ikke er ekstremist eller terrorsympatisør, eller det gennemreelle medlem af DF, der er bekymret over udviklingen i Danmark og gerne vil diskutere den. Generaliseringerne er især problematiske, fordi de forvandler sig til faktuelle sandheder for os. Hvidvinen bliver til rødvin.
De fleste af os kan i en stille stund godt se, at der både kan være argumenter for, at vi skal kunne kritisere religioner og ideologier, og for at vi skal tage hensyn til hinanden. Og præcis hvordan balancen skal være, er slet ikke så let at sige. Men når vi først tager en beslutning for det ene eller det andet – for ytringsfriheden eller for hensynet – så forsvinder de gode argumenter imod valget ofte som dug for solen. Denne beslutning bliver vi nødt til at få retfærdiggjort. Og derfor kan vi kun se det, der retfærdiggør den. Pludselig er der ikke længere noget i denne verden, der føles vigtigere end et bestemt princip. Vi forvandler os til riddere for den absolutte uindskrænkede ytringsfrihed. Eller bliver omvendt en opdateret Emma Gad, dannelsen og hensynsfuldheden i egen høje person.
Dette forhold er en svøbe for en god og ordentlig diskussion. Hvis jeg først tillader mig selv at blive fikseret på andre mennesker og forhold, er jeg jo ude af stand til at se den samme virkelighed som min diskussionspartner. Og det gør ikke debatkulturen bedre, at journalistikken meget let kommer til at indgå som støtte til en af de fikserede parter.
Det skyldes, at journalisten også er omfattet af den almenmenneskelige tendens til at se det, han leder efter. Og så bliver det forværret af mediernes arbejdsforhold, den korte deadline og behovet for skarpe vinkler.
Hvis en journalist går ud i verden for at finde kilder til en historie om, at ytringsfriheden i Danmark er truet efter februar 2015, skal han virkelig passe på, at denne foreløbige vinkel ikke bliver til en for hastig beslutning og derfor til en fikseringsfejl, hvor han ikke længere kan høre de argumenter, der måske kan være imod vinklen. Han skal også være forsigtig med at forelske sig i de markante og overskrift-egnede udtalelser fra kilder, der ikke længere kan se sagen fra flere sider.
”Problemet med verden er, at de dumme er skråsikre, mens de kloge er fulde af tvivl,” sagde Bertrand Russel engang. Måske i sig selv en skråsikker udtalelse – men ikke desto mindre klog og tankevækkende. Det interessante er, at det ikke er skråsikkerheden, der får os til at låse os fast på opfattelsen af et menneske eller en sag, men omvendt: Når vi forser os på nogen eller noget, bliver vi skråsikre. Skråsikkerheden er altså tegn på, at du har taget en beslutning for hurtigt.