Ph.d.-stipendiaten Mette Høeg vakte i sidste uge furore ved i et debatindlæg i Weekendavisen at beskylde en række navngivne kvindelige forfattere for at være banale og selvoptagede i deres bøger. Samtidig fik både kulturkritikere og forfatterskolen tørt på for at opmuntre til den navlepillende tendens i skønlitteraturen.
Siden har både kulturjournalisterne, forfatterskolen og nogle af forfatterne selv taget til genmæle. ”Åh gud, lad det være en litterær performance,” beder en af kommentatorerne, og en anden sammenligner Mette Høeg, der for tiden er på studieophold i Californien, med ”de dronepiloter, som fra computere på den anden side af jorden, forsøger at ramme levende mål med voldsom ildkraft uden smålig skelen til almindelig ret og rimelighed.”
Mette Høeg er relativt ung og ukendt i de litterære kredse. Hun er altså ikke bange af sig og har helt bevidst villet provokere det litterære miljø, siger hun i et interview med Kulturen på News.
Den litterære diskussion vil sikkert fortsætte på mediernes kultursider, hvor kommentatorerne bl.a. går til Mette Høegs argumentation. Her vil jeg se på, hvordan ph.d.-stipendiaten rent sprogligt lægger an til kamp.
Debatindlægget er nemlig et usædvanlig klassisk eksempel på akademikersprog. Det afslører allerede et hurtigt tjek i Sprogrobotten Berta: Debatindlægget har en lix – et mål for sværhedsgraden i en tekst – på hele 67, hvilket placerer den sammen med de allersværeste akademiske lovtekster.
En så voldsomt høj lix kommer dels af nogle meget lange sætninger – nyd fx denne afsluttende salut på hele 61 ord: ”Dominansen af diskurser om krop, køn og kvindelighed og den politisk korrekte føjning heraf samt favoriseringen af det personlige udtryk og fikseringen på sprog og stemme tillader en reproduktion af et konformt og overfladisk litterært udtryk – fuldt af sproglige finesser og formmæssig omhyggelighed, men uden noget egentlig på hjerte andet end den partikulære, personlige og dybest set fuldstændig uvedkommende historie.” Eksempler viser også det andet forhold, der bidraget til en høj lix, nemlig nogle meget lange ord: hele 22 af sætningens 61 ord er på over syv bogstaver.
Lixen er sådan set et helt formelt tal. Indholdet behøver ikke at være tungt, selvom teksten er fuld af lange sætninger og lange ord. Men det, der gør Mette Høegs tekst til en rigtig akademikertekst, er de mange fænomenord. I sætningen ovenfor er det ord som dominans, diskurs, køn, kvindelighed, føjning, favorisering, udtryk, fiksering, reproduktion, finesser og omhyggelighed. Ord, der ikke sætter billeder på nethinden af mennesker, der gør noget ude i virkeligheden, men helt abstrakte ord, der ikke kan tegnes. Og ikke lige i denne sætning, men i mange af de andres kan vi se et andet sprogligt greb, der også fjerner vores mulighed for at sætte billeder på teksten, nemlig passiver. Tendensen styrkes, forfatterens irritation formidles, kritiken afdækkes, konformiteten bekræftes, ekspliciteringen undgås.
Akademisk sprog bliver nemt kedeligt, fordi det leverer så få billeder, men ikke hos Mette Høeg. Hun kombinerer det nemlig med en række delvist hjemmelavede og underholdende hånligt-ondskabsfulde ord som pølsenormale, konspirationsparanoide, hundehvalpslegesyge, banalt-forfængelig; kalder de kvindelige forfattere for piger og taler om Femina-segmentet.
Mette Høeg ER jo akademiker, så der er ikke noget underligt i, at hendes sprog er akademisk. Men dertil kommer, at fagsproget her er et effektivt middel til at give hende den autoritet, hun jo virkelig har brug for, når hun beslutter sig for at give hele det litterære miljø en ordentlig afklapsning. Fagsproget gør, at hendes meget markant vurderinger – fx når hun kalder litteraturen ”ucharmerende vrængende og pinligt performativt” eller om et bestemt værk skriver, at det ”fremstår som en komplet overreaktion” – virker mere akademisk baserede og derfor indiskutable.
Sproget i debatindlægget er altså virkelig velvalgt, hvis det man gerne vil, er en rask verbal slåskamp. Mette Høeg kunne jo overveje, om hun ville nå længere med et sprog, der ikke markerer autoritet og hån, men i stedet inviterer til reel debat om tendenser i samtidens litteratur.