Højrefløjen er bedst kørende, når det gælder om at tale til den metaforisk tænkende hjerne, og det er ikke så mærkeligt, siger lingvisten George Lakoff. Som Trump orienterer mange af dem sig mod businessverdenen og tænker intuitivt i markedføringsteknikker.
Af Malene Bjerre
Trump er klog. Han er sandsynligvis hverken begyndende dement, narcissist eller intellektuelt udfordret. Han er tværtimod så dygtig, at han kan sno offentligheden om sin lillefinger, fordi hverken medier eller opposition gør det lige så godt som ham.
Som succesfuld forretningsmand gennem mere end 50 år har han forstået langt mere om sammenhængen mellem sprog, hjerner og politik end oppositionen, der naivt veksler mellem at ville udfordre præsidenten på fakta og gøre grin med hans frisure, overilede tweets og simple sprog.
Det er pointen hos George Lakoff, der i podcasten FrameLab dels peger Trumps teknik ud, dels klæder medier og debattører på til at give ham et reelt modspil.
I Danmark kender vi især lingvisten George Lakoff som den ene af forfatterne til bogen ’Hverdagens metaforer’, der viser, at metaforer ikke bare er forskønnende pynt i en tekst (som når fodboldjournalister taler om ostemadder, midtbanegeneraler og direktører), men reelt er med til at afgøre, hvordan vi tænker og handler.
Men Lakoff er også erklæret demokrat, og i podcasten bruger han sin metaforforståelse på den politiske situation i USA. Han viser, hvordan de konservative og de liberale har to grundlæggende forskellige familiemetaforer, og det er den, der bestemmer deres holdning til alt andet: abort, dødsstraf, kønsroller, økonomi, klima, you name it.
For tanker og ideer er ikke noget, vi vælger frit. Vi er kun i stand til at tænke det, vores hjerner tillader os, og det er netop rammen for, hvordan vi tænker om tingene, som Trump har regnet så glimrende ud.
Vi tænker ikke matematisk-logisk, og derfor kan man godt pakke alle sine rationelle argumenter sammen, hvis man gerne vil påvirke andre mennesker. Vi tænker ud fra en særlig metaforisk logik, og når vi først har accepteret en bestemt metafor eller framing, styrer den vores holdning og handlinger.
Når først aktivitetstimer er blevet kaldt hulahoptimer og på den måde blevet forbundet med noget pjanket og useriøst, er de dømt til at dø. Når velfærden i Danmark længe nok er blevet beskrevet som en udgift, prøver vi at spare på den og glemmer, at man også kunne se det som en investering. Det ved Trump, fordi han er forretningsmand.
En forretningsmand skal sælge sine varer, og på side 1 i grundbogen om markedsføring lærer man, at det ikke er logik, der sælger en vare. Det er derimod følelser og intuition. Vi køber med vores system 1, ville psykologen Daniel Kahneman sige, det hurtige og intuitive tankesystem, som skyder genveje og løber med mavefornemmelsen. System 2 stiller til gengæld kritiske, rationelle spørgsmål som: Er det pengene værd? Kan jeg få noget bedre et andet sted? Og gider jeg overhovedet have det?
Så når Trump knalder en hurtig tweet af, hvor han beskylder Obama for at have aflyttet hans telefon eller kalder FBI-chefen Comey for en løgnagtig slimklat, så ved han, hvad han gør. Medier gentager chokeret udtalelserne – som på den måde bliver gentaget igen og igen.
’Don’t Think of an Elephant’ – lad være med at tænke på en elefant – har George Lakoff kaldt en af sine bøger, og pointen i den er, at det kan man netop ikke. I samme sekund jeg beder dig om ikke at tænke på en elefant, er det lige, hvad du gør.
Så Trumps framing af Obama som en Nixonlignende skurk, der aflytter modkandidatens telefon, eller Comey som en uvederhæftig FBI-chef, der selvfølgelig skal fyres, bliver på den måde forstærket i hjernerne på os alle sammen. Vores neurale netværk bliver trænet i at se verden netop sådan. Og så kan medierne ryste på hovederne og argumentere mod Trump, lige så tosset de vil – i virkeligheden løber de hans ærinde.
En hjemlig politiker, der behersker teknikken suverænt, er udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg. Det har hun vist igen og igen. Når hun fejrer asylstramninger med en kage eller proklamerer, at hun bruger Kurt Westergaards tegning af Muhammed med en bombe i turbanen som baggrundsbillede på sin iPad. Eller som for nylig erklærer, at muslimer er til fare for sig selv og andre, hvis de arbejder under ramadanen.
Reaktionen kom straks, og næsten alle tog afstand. Nogle brugte rationelle argumenter og fremlagde fakta, der afviste påstanden. ’Forskningen kan ikke bakke op om, at muslimer bør tage fri fra arbejde, når de faster under ramadanen’, lød underrubrikken på Videnskab.dk – der dermed gentog framingen ’Muslimer bør tage fri fra arbejde’. ’Der er ikke noget farligt ved at faste’, skrev Bente Klarlund i Politiken – og fik endnu en gang kædet ordene ’faste’ og ’farlig’ sammen i læsernes hjerner. Arriva har aldrig oplevet nogen uheld eller ulykker, som kunne relateres til en fastende chauffør, lød det fra busselskabet, som dermed skabte endnu mere konkrete billeder af, hvad fastende chauffører kan udløse.
Andre bruger en mere følelsesstyret argumentation. Som Annelise Marstrand-Jørgensen, der i et debatindlæg i Politiken kalder Støjberg propagandist og gennemgår en række af de rystende udtalelser, hun er kommet med – f.eks. om muslimer og terror, griskhed og uvilje til at lade sig integrere. Og gentager på den måde hver og en af dem.
Inger Støjberg er også klog. Hun ved, at det ikke er vigtigt, om hun har forskningsmæssigt belæg for sin bekymring. Framingen ’Muslimer er til fare for det danske samfund’ er så gennemgribende i dag, at den bliver styrket af hendes markante udtalelse uanset hvad. I skrivende stund ligger der 150 forskellige artikler på Infomedia, der gentager påstanden igen og igen.
Det er ikke så mærkeligt, at det er højrefløjen, der er bedst kørende, når det gælder om at tale til den metaforisk tænkende hjerne. Som Trump orienterer mange af dem mod businessverdenen og tænker intuitivt i markedføringsteknikker. Mens venstrefløjen er børn af den rationelle oplysningsfilosofi og sætter deres lid til det bedste argument, de tungeste tal.
Også journalistuddannelserne lægger stor vægt på den rationelle tilgang, når det gælder om at udrede spørgsmål og beskrive verden. Hverken oppositionen eller medierne har altså helt forstået, hvordan hjernen fungerer.
Men skal medierne da bare ignorere Trump – eller en integrationsminister, der kommer med en udtalelse om sit emneområde? Nej, siger Lakoff. De skal bruge denne viden om metaforisk tænkning til ikke at forstærke en strategisk framing for dygtige politikere. I stedet skal de tænke i denne trepunktsliste:
- Fortæl, hvad der reelt foregår på et område for tiden.
- Fortæl helt kort, hvordan en politiker har forsøgt at opstille en frame, der fordrejer billedet.
- Vend tilbage til den reelle historie.