Malene Bjerre

Bullshit Bingo med New Public Management

Hvis du keder dig til et medarbejderudviklingskursus i det offentlige eller private, kan du underholde dig med et spil Bullshit Bingo – som sognepræst Mikkel Wold morsomt beskriver det i en kronik i Berlingske. Du skal bare medbringe en spilleplade med abstrakte floskler som »oplevelsesbaseret formidling«, »driftssikre input«, »selvledende medarbejdere med helhedsforståelse« og »styrkelse af strategiske og individuelle kompetencer«. Når mødelederen så har nævnt alle ordene, råber du ”Bullshit Bingo!” Der skulle være en god chance for at få pladen fuld.

Men mange af de værdier som virksomhederne bruger deres ressourcer på at formulere, er luftige begreber som ingen normalttænkende mennesker kan være uenige i. Og som derfor heller ikke betyder noget som helst for hvad der foregår i virksomheden. For værdierne skal ligge på rygraden og ikke formuleres i fint teknokratsprog, siger Mikkel Wold. Værdierne for et plejehjem kunne fx være: De gamle skal have en god og tryg alderdom, de skal forkæles, have god mad og kærlig og professionel pleje og behandles med værdighed og respekt.

Og læg lige mærke til hvornår det er lettest at mærke efter om man overhovedet interesserer sig for de gamle på plejehjemmet eller ej: Er det når man siger at de skal gøres til genstand for oplevelsesbaseret formidling, eller at de skal være med til at skrælle kartofler? Sproget kan invitere til at du ser andre mennesker som ting i stedet for som mennesker. Så vælg det med omhu.