Sprogvaskeriet

Løkkes sproglige papfigur

Statsministerens nytårstale skal samle folket. Den har måske ikke helt lige så mange seere som dronningens aftenen før, men masser af danskere samles om fjernsynet 1. januar for at høre, hvad nationens førstemand vil sige til os. Nytårsdag er han ikke først og fremmest partiformand eller regeringsleder, men hele Danmarks far. Han skal samle op på det år, der er gået, og vise vej ind i det nye – og han skal gøre det på en måde, så også de, der ikke har stemt på ham, føler sig repræsenteret. Vi har ventet spændt på at se, hvordan Lars Løkke ville klare sin første nytårstale. Ville det lykkes ham at træde ud af sin forgængers mørke skygge? Kunne han fremstå som en værdig statsmand, samtidig med at han også bevarede sin folkelige Lille Lars fra Græsted-appel?

Det har kommentatorerne bagefter stået i kø for at udlægge. Ikke overraskende synes borgerlige kommentatorer, at han klarede det fremragende, mens oppositionen er stærkt kritiske. Alle sammen nøjes de med at se på indholdet. Men indholdet af en tale er altid skabt af ord, og har statsministeren sprogligt set et statsmandsformat? Har han et sprog, der kan samle os og få os til at høre efter? Og hvad med kropssproget?

Ifølge Rune Lykkeberg, der er redaktionschef på Information, lignede Lars Løkke en lille dreng, der har stukket hovedet ind i en papfigur af en statsminister. Og derfor, sagde han videre i sin vurdering i Deadline, blev man helt overrasket, da han cirka halvvejs i talen pludselig lænede sig frem og slog ud med armen. Hov, den kan bevæge sig!

Det samme gælder for Lars Løkkes sprog. I hele første halvdel af sin tale gemmer han sig bag en grå og kedsommelige embedsmandstil, der egner sig meget dårligt til den mundtlige situation. Teksten er blottet for mennesker. I stedet taler han om det finansielle system, råderum i privatøkonomien, investeringer i infrastruktur, offentlig energirenoveringer og terrortrusler. Sætningerne er lange, en enkelt på 55 ord og med ledsætninger helt ned til 4. grad. Han bruger gammeldags bøjninger: ’vi afdrog på gælden’, ’vort eget samfund’, og abstrakte fremmedord: Vi skal ’kapitalisere’ på vores forspring i grøn økonomi, og han inviterer skolens ’interessenter’ til et møde.

Men så sker der noget. Han læner sig frem både fysisk og sprogligt. ”Mine børns legetøj var ’Made in China’”, siger han, og mennesket bag papfiguren får nu i flere passager lov til at kigge frem. Han taler direkte til børnene (hvornår har en statsminister sidst gjort det?) og endnu vildere: direkte til de danskere, der har ikkevestlig baggrund (hvornår har en statsminister sidst gjort DET?). Han giver et billede af den pige, der keder sig i engelskundervisningen, og af den dreng, som ser dansende tal i stedet for logiske tabeller. Han taler om børns drømme og får fikst omdøbt en læsetest i 2. klasse (det kan vi nemlig ikke lide, vores børn skal ikke til eksamen i den alder) til et læseløfte (det kan vi godt lide, de har krav på det bedste).

Lars Løkke – eller hans taleskriver – kan godt få os til at lytte. Men de skal lige øve sig lidt mere.