Det er grimt at se i øjnene, men vi kan ikke regne med os selv og vores sunde fornuft. Det er der masser af eksempler på. Hvis forskere ikke passer på, ender de med at frembringe forskningsresultater, der bekræfter deres hypoteser, men ikke siger så meget om virkeligheden. Politiefterforskere risikerer at finde den forkerte gerningsmand, og læger overser sygdomme og stiller forkerte diagnoser, fordi de føler sig så sikre i deres beslutninger, at de glemmer at tjekke med virkeligheden.
Sommetider kan det få helt absurde konsekvenser – som da svenskeren Sture Bergwall blev dømt for otte bestialske mord op gennem 90’erne uden at have begået et eneste af dem, og uden at der var så meget som et enkelt vidne eller teknisk bevis for, at han skulle være morderen. Det så både terapeuter, efterforskere og advokater helt bort fra, og i stedet hjalp de ham med ledetråde og rekonstruktion, så han kunne give en sammenhængende forklaring på de mange mord. Også selvom det overtrådte de helt basale faglige grundregler for for både terapeutisk arbejde og politiefterforskning. Læs mere i den fremragende bog Løgnens spiral.
En spektakulær og vanvittig sag, men ikke desto mindre et eksempel på noget helt almenmenneskeligt. Vi kender det alle sammen i vores hverdag – at vi beslutter os for noget, hvorefter vores sanser og hjerne ubevidste begynder at arbejde på højtryk for at give os ret.
Hvis jeg beslutter mig for at spare penge og købe billige burhønseæg i stedet for frilandsæg, opfinder jeg måske moralske begrundelser for min beslutning (”Det er i virkeligheden forkert at gå op i dyrefærd, når så mange mennesker sulter her i verden”), og hvis et af de partier, jeg ikke sympatiserer med, fremlægger et forslag med gode pointer, overser jeg dem eller taler dem ned. Jeg ved på forhånd, hvad jeg mener, og indretter min rationalitet og perception på at få ret. Jeg bedrager mig selv
Fikseringsfejl låser dig fast
Det er ikke nyt, at selvbedrag er en reel risiko i forhold til at tage gode beslutninger. Derfor arbejder medicinalindustriens forskere eksempelvis med dobbeltblinde forsøg, hvor hverken patienter eller læger ved, hvilke piller patienterne får. Man ved, at begge parter kan være så interesserede i, at en ny lovende medicintype vil hjælpe, at de ikke er i stand til vurdere, om det faktisk er tilfældet. Fikseringsfejl hedder det, når lægerne låser sig fast på en beslutning, som derefter bekræfter sig selv. Også hos politiet er de opmærksomme på problemstillingen og sætter en person til at indtage rollen som djævlens advokat, der leder efter huller og svagheder i argumentationen.
Fikseringsfejl er selvsagt også en risiko i journalistik. Som journalister kan vi have både små og store grunde til at finde en bestemt vinkel mere attraktiv end en anden. Det kan være noget praktisk: Vi er måske meget langt i researchen; et arbejde, der vil være spildt, hvis historien forkastes. Eller vinklen kan være personligt attraktiv for os: Tænk, hvis man kunne skrive den historie, der slog fast, at en bestemt økonomisk politik er roden til alle ulykker i 00’erne. Eller at fælde en af verdens største seriemodere. Og som vi ved fra Sture Bergwall-sagen, kan sådan en meget attraktiv vinkel betyde, at man kommer til at begå fejl.
På reklametur til Australien
I Berlingske onsdag den 19. maj var der en artikel om Australiens indkøb af nye Boeingkampfly til deres flyvevåben. Sagen er, at det danske flyvevåben også står over for at skulle udskifte sine udtjente F16-fly, og der er tre forskellige kandidater til det nye kampfly. Et af dem er F18 Super Hornet – det Boeingfly, som Australien investerede i for otte år siden. Og det vil Boeing gerne vise frem, så flyproducenten har gavmildt inviteret Berlingske til Australien. Det er en ordre på 30 mia. kroner, der står på spil, så Boeing er naturligt nok interesseret i god omtale.
At det er Boeing, der betaler for turen, kan vi læse i en boks ved siden af artiklen – og det er jo fint med varedeklaration. Men er det nok? Er journalisten mon opmærksom nok på, at han som gæst på en reklametur med generøse værter er særdeles udsat for at begå fikseringfejl – altså for ubevidst at beslutte sig for en i dette tilfælde positiv historie om det velfungerende fly, som Danmark også burde overveje at investere i? Det er jo virkelig svært at sige noget om, hvad der foregår i hovedet på andre, men artiklen fremstår meget ensidig. Der tegnes et billede af de nuværende F16-fly som potentielle rustbunker, det er alt for dyrt at reparere på, og løsningen virker også oplagt. Brigadegeneralen i Australien er nemlig særdeles begejstret for Super Hornet’en. ”Den går bare ikke i stykker,” som han siger i artiklen. Men hvor er de kilder, der kunne rejse kritiske spørgsmål? Var Australiens F16-fly eksempelvis i samme stand som de danske, da man valgte at investere i de nye Boeingfly – eller har vi en bedre mulighed for at vente, fx indtil alternativet F35 Joint Strike Fighter er færdigproduceret i omkring 2018? Hvorfor undlader journalisten at give os svar på de spørgsmål?
Produktet, ikke processen
Ja, det er jo ikke helt let at svare på. For lige så godt og væsentligt et begreb, fikseringsfejl er til at forklare, hvorfor vi alle sammen engang imellem overser væsentlige spørgsmål og leverer tager dårlige beslutninger i vores faglige liv, lige så svært er det at bruge i forhold til andre mennesker. For hvordan kan vi vide, om Berlingskes journalist har taget beslutningen om at skrive en positiv artikel ”for tidligt”? Selv siger han i et interview til Radio24syv, at man jo aldrig helt kan vide, hvad der foregår ubevidst i en, men at han grundlæggende ikke synes, det er interessant, hvordan en ide opstår, men om det endelige budskab er relevant. Han er optaget af produktet, slår han flere gange fast, ikke af processen.
Men sagen er, at de to ting ikke kan skilles ad, for fikseringsfejl – fejl i processen – sætter sig spor i produktet. I Radio24syvs indslag kritiserer medieforsker fra RUC Mark Ørsten artiklen for at være ensidig og ukritisk, og lobbyisten Lars Nielsen fra Primetime roser Boeing for deres fine pr-arbejde. De kunne ikke have ønsket sig en bedre omtale, mener han.
Så hvordan kunne journalisten på Berlingske have forsøgt at beskytte sig mod at begå fikseringsfejl? Det giver vi et bud på i vores bog, Forelsket i vinklen, der netop handler om fikseringfejl i journalistikken.
- Led efter tegn på, at du er fikseret. Er der nogle objektive grunde til, at en bestemt vinkel kunne være særligt attraktiv? Ja, det er der. På sådan en reklamerejse fungerer Boeing som vært og journalisten som gæst. Det er Boeing, der bestemmer, hvad journalisten skal se, og som sørger for businessclassbilletter, indkvartering og forplejning. Almindelig gæstehøflighed gør det naturligt at sige pænt tak for gaven. Det hedder in-group-bias – det er nu engang rart at hyle med de ulve, man er iblandt, og man kommer let til at føle, at man står i gæld. Dette forhold ved medierne jo godt kan være problematisk – fx når journalister er nødt til at være embedded med den danske hær, hvis de skal skrive fra Afghanistan. Det betyder ikke, at man ikke kan eller skal skrive den slags gæstehistorier, men det er naivt ikke at være klar over, at man er særlig udsat for at begå fikseringsfejl, når man gør det.
Som journalist må man derfor mærke efter, hvordan det ville være at skulle skrive en artikel med den modsatte vinkel. I dette tilfælde: ”Det ville være virkelig dumt at investere i Boeingflyene; lad os hellere vente til Joint Strike Fighter-flyene er færdige.” Ville det føles lidt kejter efter en række middag og rundture sammen i Australien? Meget sandsynligt. Dette ubehag er vigtigt at bide mærke i.
- Find nu din indre kritiske journalist frem. For hvordan er det nu, den anden følelse er – den hvor man ved, at man gør et godt kritisk stykke arbejde og nysgerrigt dykker ned i alternative muligheder? Ikke for hverken at lave hverken positivt opbakkende eller negativt-kritiske historier – men for simpelthen at blive klogere på emnet.
- Prøv så aktivt at underminere din egen vinkel. Find de kilder, der vil være allermest negative over for et køb af Boeingflyene. Var der nogle af dem i Australien i sin tid? Hvad siger de i dag? Hvad siger de politikere, der har taget beslutningen om at vente på Joint Strike Fighter i 2018? Tænk som videnskabsmanden, der knokler med af teste sine hypoteser – ikke for at få dem bekræftet, men for at forkaste dem.
- Og skriv så den gode historie. For nu har du tvunget dig selv til at se historien fra mange forskellige vinkler og du har set, at vinklen er robust nok til at modstå det pres, du har udsat den for.
Vi påstår vel at mærke ikke, at Berlingskejournalisten har taget den forkerte beslutning. Hans konklusion om, at Danmark seriøst skal overveje at investere i nogle Boeingkampfly for at ikke at risikere at spilde en masse penge på at vedligeholde de udslidte F16-fly, kan meget vel være rigtig. Vi ser bare tegn på, at han har truffet den for tidligt – før han for alvor har udfordret vinklen og undersøgt andre muligheder.
Om journalisten har begået fikseringsfejl, kan vi ikke vide. Han har jo ret, når han siger, at det er svært at vide, hvad der ubevidst foregår i hovedet på en selv – og da endnu sværere at udtale sig med autoritet om, hvad der foregår hos andre. Men det vi kan se i artiklen, er, at han i hvert fald ikke forsøger at undgå det. Midlet imod fikseringfejl er nemlig at udfordre sig selv og sin vinkel – konstant at spørge: Hvad nu hvis jeg tager fejl. Hvad hvis denne løsning slet ikke er god. Hvilke kilder ville sige noget helt andet – lad mig få fat i dem.
Det er altid meget lettere at få øje på andres fikseringsfejl. Det kan til gengæld være decideret angstprovokerende at se i øjnene, at selvbedraget også angår en selv. At man systematisk fordrejer virkeligheden for at få den til at passe ind i sin verdensopfattelse. At man simpelthen ikke kan regne med den ”sunde fornuft”, man tror ligger til grund for ens vurderinger. Og derfor konstant må udfordre sig selv og tvivle på sine beslutninger.