Malene Bjerre

Hvad nu, hvis borgeren er et menneske

Det virker ikke. Det er den korte version af den ph.d.-afhandling, Anne Kjærsgaard har skrevet om effekten af skrivekurser i det offentlige. Hun har undersøgt sagsbehandlere og dommere, der har fået gode råd om at skrive kort, aktivt og med det vigtigste først, men lige meget hjælper det, er hendes konklusion. De holder stædigt fast i den rolle, de kender – den ”distancerede myndighed”, kunne man kalde den. De skifter måske et ord som ”fremsende” ud med ”sende”, skriver ”du” og sætter et par ekstra punktummer, men grundlæggende skriver de, som de plejer.

For de sproglige redskaber virker ikke, hvis de bliver reduceret til tricks. Afsenderen tager dem ikke til sig, og i øvrigt virker de alligevel ikke på modtageren. Vi kan nemlig godt mærke forskel. Hvis sagsbehandleren i kommunen vil have borgeren til at makke ret og ikke vil møde hende og hendes virkelighed, så kan hun mærke det. Uanset om der er fjernet et par fremmedord.

Derfor skal de ansatte i det offentlige FOR ALVOR og helt ind i hjertet arbejde med at sætte modtageren, dvs. borgeren, i centrum, når de skriver (og taler) til dem. Hvordan er det at være den handicappede kvinde, der får afslag på en bil, der kan gøre det muligt for hende selv at hente sine børn? Hvad er det, de små selvstændige har hovedet fyldt af, så de glemmer at indberette deres moms? Hvorfor er det, den arbejdsløse bliver så vred, at han giver sig til at råbe nede på jobcenteret? Og hvordan kan jeg, den offentligt ansatte, allerbedst hjælpe dem med at forstå det, jeg har at fortælle dem?

Når det er på plads, er det rigtig godt at lære, hvordan man så bedst gør det rent sprogligt. Men før virker det ikke.