En radioreportage fra en Roskildekoncert vil selvfølgelig altid have hårde odds imod sig. Lytterne kan ikke se hverken band eller publikum, og vi kan ikke mærke stemningen. Vi kan kun høre musikken (og forsangeren synger næsten altid falsk ude i den rå virkelighed) og så måske fornemme folks begejstring når de synger med. Derfor har P3 sendt en back stage-reporter ud, nemlig Camilla Jane Lea, hvis opgave det tilsyneladende er at være meget, meget begejstret. Og det er da dejligt. Hun er det bare på en monoton, abstrakt og billedfattig måde. Hendes sætningskonstruktion er helt fast: Subjekt (som regel jeg ellerdet) + verbum (som regel er) + begejstringsadjektiv eller –adverbium. Det giver den her type sætninger:
Det er for vildt
Det er så overdrevet sindssygt
Det er smukt
Det er guddommeligt
Det bliver ikke større
Det er det vildeste jeg nogensinde har oplevet
Jeg er mundlam
Jeg har aldrig oplevet noget lignende
Han spiller fuldstændig fantastisk
Han er for fed
Camilla Jane Lea er helt i topform, fastslår P3-værten. Ja, det er hun vel. Det er bare totalt kedeligt at høre på. Jeg kommer til at savne en kritiker som Thomas Blachman, der ganske vist ind imellem associerede sig ud i det ubegribelige, men også kunne give sin begejstring form når han f.eks. sagde om en deltager i X Factor at hun ”transcenderer det punkt hvor hun bare er en gospelsangerinde,” og om en anden at han ”tager bukserne af mig hver gang og slynger mig rundt i lokalet”. Især det sidste skaber da billeder J