Er der nogle emner der ligesom er finere end andre, og som kræver et særligt højtideligt sprog? Det er der i hvert fald mange der synes, og det religiøse sprog er åbenbart et af emnerne. Troen og Jesus’ liv er så ophøjet at man ikke bare kan tale om det med almindelige ord, men skal bruge vendinger som: ”Og se, da viser en Herrens engel sig …” og ”Salige er de som hungrer og tørster efter retfærdigheden”. Jesus’ eget navn kan ikke bare bøjes som alle andres, men skal have en latinsk særbøjning: Jesu navn.
Jeg er dybt uenig, men det er et synspunkt jeg konstant møder når jeg fortæller om Den Nye Aftale, en nyoversættelse af Det Nye Testamente til nudansk, som jeg selv har været oversætter og redaktør på. Det er en oversættelse til et nudansk der er lige ud ad landevejen – til at forstå for børn og indvandrere, eller bare dem der aldrig nogensinde har stukket hovedet ind i en kirke. Og grundlæggende mener jeg at man bør kunne tale om alting med helt almindelige hverdagsord så alle kan være med. Det er fint at der findes fagsprog for de indviede, men man skal også kunne tale om sit område på jævnt og almindeligt dansk så de ikke-indviede kan tale med.
Og det gælder da ikke mindst en bog som Det Nye Testamente. Ikke af religiøse grunde, men af rent demokratiske årsager. Alle i Danmark skal da kunne sætte sig ind i den kristne tro, som har en særstatus i den danske lovgivning, og forholde sig til de kristne værdier som nogle hævder er grundlæggende i den danske kultur.
Her er nogle eksempler på ord som ikke findes i Den Nye Aftale: nåde, barmhjertighed, herlighed, åbenbaring, pagt, forkynde, retfærdiggørelse og legeme. Det er alt sammen ord der hverken består spisebordsprøven (kan du høre dig selv bruge ordene når du sidder sammen med din familie rundt om spisebordet?) eller googleprøven (optræder ordene i andet end kirkelige sammenhænge når man googler dem?). Spisebordsprøven og googleprøven har været faste ingredienser på redaktionsmøderne. Et andet tjek har været sms’erne til vores teenagerbørn: Hvad tror du ’dødens brod’ er? Det vidste de ikke, så det kom til at hedder ’dødens våben’ i stedet.
Og her et længere tekststykke. Det er et helt centralt sted i Paulus’ brev til menigheden i Rom, hvor Paulus beskriver hvad det særlige ved den kristne tro er i forhold til den jødiske. Først fra Det Nye Testamente i oversættelsen fra 1992:
“Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov, bevidnet af loven og profeterne, Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror. Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede, dengang han bar over med dem, for i den tid, der nu er inde, at vise sin retfærdighed, så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus.”
Og hvem forstod lige noget af det, spørger jeg bare?
Her fra Den Nye Aftale:
“Men nu har Gud vist hvad der skal til for at han tager imod os, helt uden om Loven. Det kan vi også læse om i Skrifterne. Gud tager imod os når vi tror på Kristus, og det gælder alle. Der er nemlig ingen forskel på folk, alle har syndet og er langt fra Gud. Alligevel tager Gud imod os – som en ren foræring og selv om vi slet ikke har fortjent det. Det sker fordi Jesus Kristus har købt os fri. Gud gjorde Kristus til det offer der skulle forsone Gud med os. Kristus døde for dem der tror på ham, og det viser hvor storsindet Gud er. Han valgte at se bort fra de synder vi havde begået, og den overbærenhed kan vi tage som et tegn på at han også i dag frikender dem der tror på Jesus.”
Jeg har al mulig respekt for den særlige poetiske funktion Bibelens sprog skal have i kirken, og Den Nye Aftale er ikke en erstatning for den autoriserede oversættelse, men et supplement. Så kan man nemlig også forstå hvad det der står i Bibelen, betyder.