Malene Bjerre

De troede bare, det handlede om kager

Agnes Cupcakes har i dag leveret et skræmmeeksempel på, hvordan man ikke skal møde sine kunder. I en avisartikel i Politiken blev de kritiseret for at give deres meget unge ansatte slavelignende arbejdsforhold – og ejeren svarede igen med et angreb på de ansatte, som han kaldte wanna-be reality tv-stars. Det affødte en storm af kritik på virksomhedens Facebookside, som virksomheden helt undlod at svare på.

De har nok troet, at deres business kun handlede om kager. Men det handler aldrig kun om en virksomheds produkt, men også om virksomhedens kommunikation. Og når man ikke siger noget, kommunikerer man også.

En kommunikationsrådgiver må have grebet ind, for nu har kopkagebagerne fået sagt undskyld en hel masse gange. Og så har de delt deres Facebookside op, så man skal lede aktivt for at komme ind til de kritiske kommentarer. Men det er altså ikke at tage kunderne alvorligt. De vil gerne sælge kager til os, men de vil ikke snakke med os, når vi bliver kritiske.