To millioner kroner om året. Så meget koster det en virksomhed med 800 ansatte, hvis oplægsholderne på møder og kurser ikke laver ordentlige præsentationer. Det har en amerikansk kommunikationsforsker beregnet, og undersøgelsen citeres i dag i en analyse i Politiken. I det regnestykke kan man så passende medregne al den anden interne kommunikation, der ikke er effektiv nok. Dårlig kommunikation er dyr kommunikation.
Når det er så svært at kommunikere ordentligt, er det fordi tilhørerne til oplæggene ikke er, hvad de har været, siger Kresten Schultz Jørgensen og Povl Christian Henningsen. Vi er simpelthen blevet et super kritisk publikum. Verden bugner af information, der stiller sig til rådighed for os, så varen skal sælges fra starten. Fortæl mig, hvad du vil mig, og gør det nu, for ellers er jeg den, der er smuttet.
Så hvordan tænder man det afventende, skeptiske publikum? De to kommunikationskonsulenter opregner fem krav, der i virkeligheden kan slås sammen i ét: ved at sætte modtageren i centrum. Tilhørerne vil tages alvorligt. De kommer med nogle helt bestemte behov og forudsætnin ger, som de helt rimeligt forventer, at oplægsholderen tager udgangspunkt i. Ingen vil behandles som ”bare et publikum”. De vil have, at oplægsholderen har sat sig ind i deres verden, interesserer sig for dem og vil noget med dem. Og at han ikke er ligeglad med, hvordan det er at høre på ham, mens han står med ryggen til og læser op af sine overfyldte powerpoints og glemmer at holde pause.
Hele forskningsområder står parat med deres viden for at fortælle oplægsholderen om, hvordan han skal gøre: retorikken, sociologien, pædagogikken, hjerneforskningen. Men et helt enkelt trick gør en kæmpe forskel: Spørg dig selv, hvordan det er at være din tilhører. Og giv ham det, du gerne selv vil have