Verden er kompliceret, og derfor er vi nødt til at bruge et kompliceret fagsprog for at beskrive den. Det er i kort form det synspunkt, professor i filosofi Vincent Hendricks lægger frem i en samtale med Mikkel Krause i Apropos den 16.12. (ikke længere tilgængelig)
Derfor skal lægmand tage sig sammen og sætte sig ind i forholdene, når forskerne fremlægger deres resultater på fagsprogsk, og borgerne må lære, at ”det bemeldte køretøj” i virkeligheden betyder ”din eller din kones bil”. Desuden vil det, som han siger, være upassende, hvis Skat skriver til en borger, at han skylder nogle penge, og så afslutter med Kærligst eller knus, Skat. (læs min kommentar til dette emne her)
Festligt eksempel, professoren dér kommer med, men uden hold i virkeligheden. Ligesom hans eksempel på det upræcise hverdagssprog måske heller ikke er helt overbevisende: ”Wallah, jeg knepper den burger eller noget.”
Vincent Hendricks er selv en dygtig og engageret formidler, og derfor er det ærgerligt, at han forsimpler sit budskab. Han har simpelthen ikke ordentlig fat i, hvad den egentlige forskel på fagsprog og hverdagssprog er. Forskellen er nemlig ikke, at fagsprog er mere klart og præcist, og hverdagssproget tvetydigt og relativerende. Det handler om noget helt andet. Fagsprog er depersonaliseret og beskæftiger sig med fænomener og processer, mens hverdagssprog handler om mennesker og ting, der gør noget ved andre mennesker og ting. Den samme virkelighed kan altså beskrives ud fra to forskellige synsvinkler – med eller uden mennesker.
Hverdagssproget kan f.eks. beskrive en ulykke sådan her: Chaufføren bremsede pludselig op og svingede ud til højre, og det fik bilen til at slingre og skride ud.
Fagsproget vil snarere formulere sig sådan her: Den pludselige ændring af hastighed og retning medførte slingren og udskridning.
Hvis man nu er taksator i et forsikringsselskab og har brug for at forstå, hvad der gik galt i en ulykke, for at kunne vurdere, om det skal kunne udløse erstatning, vil man nok vælge fagsproget. Men hvis man i stedet vil fortælle, hvad der skete ude på Middelfartvej i morges, vil man vælge den sidste version. Læg i øvrigt mærke til, at hverdagsudgaven i denne situation faktisk er en anelse mere præcis end fagsprogsudgaven. Vi får at vide, at hastighedsændringen var en opbremsning, ikke en opspeedning, og at den ændrede retning var et sving mod højre.
Pointen er, at der ikke er noget som helst i vejen med nogen af de to udgaver af sproget. Hver til sin tid. Men det er et problem, hvis forskeren tror, at hans menneskeforladte blik på virkeligheden uden videre kan forstås af ikkefagfolk. Vi har brug for at kunne se tingene for os – og derfor må han beskrive fænomenerne og processerne på en måde, så vi forstår, hvad det betyder for mennesker i verden.
Og det er et virkelig stort problem, hvis sagsbehandleren i kommunen tror, at hun er mere objektiv og præcis, hvis hun siger ”det bemeldte køretøj”. Det er hun ikke. Hun er bare mere abstrakt og fjerner sig derfor fra borgerens virkelighed.
Abstraktion er en akademisk disciplin. Fysikken har brug for at kunne tale om, hvordan tyngdekraften påvirker et legeme uden skal skulle specificere, om der nu er tale om en bold eller en sten, og hvem det er, der kaster den. Men abstraktion kan også være en eminent snydestrategi for en studerende, der gerne vil holde det hele sådan lidt svævende, så han slipper for at forklare, præcis hvad han mener. Eller – for nu at holde fast i køretøjseksemplet – hvis sagsbehandleren ikke kan finde ud af, om det er en bil eller en motorcykel, og hvem den tilhører, så kan hun slippe for at forholde sig til det ved at skrive ”bemeldte køretøj”.
”Det dunkelt talte er det dunkelt tænkte,” fremhæver Vincent Hendricks som et af sine yndlingscitater. Jeg kan ikke være mere enig. Men det udsagn er åbenbart så abstrakt, at det kan læses på to vidt forskellige måder.