Sprogvaskeriet

Tag skoene af

Store bededag udkom ”Himlen i mine fodsåler”, en bog med moderne bønner til det moderne menneske. Jeg er en af redaktørerne og overrasket over, hvad bønnen har at tilbyde det ikketroende menneske.

Af Malene Bjerre

Som barn sang jeg i kirkekor og var derfor i kirke hver søndag. Begge mine bedstefædre var præster; jeg voksede op med børnebibel og søndagsskole og en naturlig ukompliceret omgang med troen. Så blev jeg voksen, lagde Gud fra mig og mødte først for alvor den kirkelige verden igen, da jeg for syv år siden blev hyret som sprogvasker og redaktør på Den Nye Aftale, nyoversættelsen af Den Nye Testamente. De kristne fortællinger og tankesættet listede sig ind på mig igen og greb mig endnu mere, da jeg blev inviteret med i redaktionen af bønnebogen Himlen i mine fodsåler.

Jeg tænker ikke mig selv som troende, men Bibelen er den smukkeste bog, jeg kender. Fortællingerne om åbenhed, tilgivelse og kærlighed har sat ord på meget af det, jeg mener om venskaber, børneopdragelse og indretning af samfundet. Og meget overraskende for mig selv: Jeg er kommet til at synes, at bønner giver stor mening for det moderne, sekulariserede menneske. Altså mig.

Et alternativ til selvhjælpskulturen

Jeg har prøvet alt
Jeg kan ikke få den her uro til at gå væk

jeg har prøvet alt
jeg har løbet en tur
jeg har haft sex
jeg har elsket
jeg har følt kærlighed
jeg har grædt
jeg har knebet mig selv hårdt i armen
intet af det hjælper
jeg prøver at få dig til at hjælpe
hjælp mig

Bønnerne i Himlen i mine fodsåler er moderne bønner. De taler om verden, som den er i dag: med sex, lortebleer, bulimi, kropskultur og ustyrlig købetrang. Om en individualiseret, adfærdsorienteret selvhjælpskultur, hvor vi lærer, at vi skal handle os ud af vores problemer, opstille mål og delmål og tage os sammen. Og så opstiller bønnerne et modbillede. Det modbillede, som Jesus er symbolet på – Jesus, der bliver menneske og deler vores vilkår og lidelser. Og lærer os om værdien ved at give de andre den hjælp, vi fra os selv ved, at de har brug for.

Parallellen til tankegangen i forandringsfilosofien Arbinger er markant. Arbinger er kristendom uden Gud. I Arbinger hedder det ”at tage skoene af” over for andre med henvisning til en historie i bogen Konfliktens Anatomi, hvor et par unge solidariserer sig med en pige, der i frustration er stukket af fra et behandlingssted og løber rundt på de stegende varme fortove i Arizona på bare fødder. Først tilbyder de, at hun må få deres sko, men selvom hun afviser tilbuddet, tager de skoene af alligevel, løber barfodede af sted sammen med hende og deler på den måde hendes vilkår. På sin vis helt irrationelt, men også med en dyb mening. For på den måde når de ind til hende og får hende med tilbage til behandlingsstedet. Al forandring sker i relationer; og når vi tror, det kun handler om os selv, bliver vi ensomme, ulykkelige – og når ikke vores mål. På en fantastisk bagvendt måde skal vi lære at slippe vores selvoptagede målorientering for i sidste ende at nå målene alligevel. Det er en viden, Arbinger bruger inden for ledelse, samarbejdskurser, konflikthåndtering og familieterapi.

Træning i perspektivskift

Men det er ikke bare det alternativ, bønnerne opstiller til selvhjælpskulturen, der gør dem meningsfulde for mig. Selve bønnens praksis er en dyb afspejling af tankegangen ”Vi er aldrig alene”. Vi er på godt og ondt henvist til hinanden, og det, vi gør, har afgørende betydning for folk omkring os. Det glemmer vi bare meget nemt i en verden, der har fokus på individet. Den Gud, bønnen henvender sig til, er der altid og er altid parat til at dele mit perspektiv. Og alene henvendelsen til ham minder mig om et ”du”, noget andet end mig selv. Bønnen tvinger mig til at skifte perspektiv og se på mig selv udefra – med et kærlig, velvilligt og imødekommende blik, der vil mig det godt. Perspektivskiftet tager jeg med mig i mødet med de andre – der også har brug for at blive set på med det imødekommende blik. Og allermest har jeg selv brug for at se andre med det.

I Arbinger taler man om at være ”i boksen” eller ”ude af boksen”. I boksen ser vi kun os selv og vores egne behov, og det blik skal vi arbejde hårdt for at retfærdiggøre. Så er det, vi begynder at sige ting om de andre som ”Han gider heller aldrig hjælpe mig” eller ”Hvorfor skal det altid gå ud over mig?”. Den slags tanker, som ikke mindst er en belastning for os selv. Ude af boksen ved vi, at de andre er mennesker præcis som os selv og har de samme mere eller mindre gode begrundelser for at gøre som de gør. Og med det blik – det tilgivende, overbærende blik, som man også kan lære om hos Jesus – kan vi se løsninger, der ikke kun tilfredsstiller vores egne behov, men også de andres. Det er derfor, Arbinger f.eks. kan gøre en stor forskel i en virksomhed.

Og bønnen er en træning i at komme ud af boksen. At se mig selv med du’ets overbærende blik og overføre blikket til den anden. Ikke have travlt med at være vigtigere og bedre og mere værd end alle de andre, men bare at være et menneske blandt mennesker.

Pale_blue_dot
Gud
tak fordi jorden ikke er flad som en pandekage
for så ville vi skråsikkert tro at vi kendte alle sammenhænge
Tak fordi jorden ikke er universets navle
for så ville vi blive indadvendte navlepillere
Tak fordi du har ladet os se jorden
på billeder fra solsystemets rand
En bleg blå prik
Et støvgran hængende i en solstråle
På dette støvgran har ethvert menneske levet
som håbefuldt barn og mistroisk voksen
helgen og synder, helt og kujon
Her har du været med fødderne solidt plantet på jorden
Her er du, også hos os i dag

Gud, hjælp os med at værne om denne blege blå prik
det eneste hjem vi nogensinde har kendt

Det har været et stort privilegium for mig at arbejde tæt sammen med teologer og præster i så mange år. Jeg ved stadig ikke, om det har bragt mig nærmere Gud, men det har fået mig til at forstå, hvad Gud kan. Og hvorfor det giver mening at bede til ham.