Reklamefilm er ikke kunst. Tværtimod er reklamer faktisk så ødelæggende for kunsten at en skuespiller ødelægger sit renomme og sin fremtid hvis han lader sig besmitte af dem. Det siger bl.a. filminstruktøren Simon Staho, og han er vel at mærke filminstruktør af den fine slags, den kunstneriske slags.
Jeg har svært ved at forstå hvordan det kan være et problem for en skuespiller at være med i en reklame, hvis hans præstation ellers er god. Masser af reklamefilm har et avanceret formsprog, karaktererne er troværdige og interessante, og uanset om man bryder sig om det eller ej, har reklamefilm i dag en dannelsesfunktion der går langt ud over den et Shakespeare-stykke på Det Kongelige Teater har. De bedste af filmene ses mange gange af stort set alle danskere, og derfor styrker de det danske sprog. De geniale one-linere går direkte ind i fællesdansk. ”Det’ ik’ så ringe endda,” sagde vi alle sammen for ti år siden, da Minna lærte Gunnar at spise fisk. Vores mobiltelefon kaldte vi ”mobilos” sammen med Polle fra Snave, der havde en ”total i orden musiksmag” og ikke kunne ”hit’ u’ a’et”. Et par år senere blev det en landeplage at udbryde: ”Hvad skal jeg sige? Boller fra Kohberg”, og Toyota gav os det glimrende begreb ”god værkstedshumor” efter at ”Fantastiske Toyota” ligefrem havde fundet vej til en TV2-sang. Danske Bank er decideret poetisk i sit budskab om at vi skal gøre det vi er bedst til: ”Gør det før moden skifter, gør det før sneen falder, gør det før det er for sent”. Tuborg har senest bidraget til det danske sprog med ”Det’ en ommer!” og ”Capisc?”
Den stramme, catchy formulering i reklamerne er udtryk for en sproglig bevidsthed, der påvirker vores sproglige dannelse. Reklamer er popkultur, og der er næppe nogen anden genre i Danmark i dag der i den grad skaber et sprogligt fællesskab. Respekt!