Øger en hård debatkultur risikoen for terror? Eller tager en rask diskussion tværtimod trykket, så vrede kritikere ikke griber til vold? Det diskuteres heftigt efter massakren i Norge i fredags.
Men problemet er ikke, hvad man må eller skal sige højt. Snarere er det, at vi tilsyneladende har glemt, hvad pointen overhovedet er med at diskutere noget. Nemlig at nå frem til vis enighed, en løsning, der gør samfundet lidt bedre for os alle sammen. Og hvis man vil nå sin modpart, så han rent faktisk hører efter, hvad man siger, må man tage udgangspunkt i ham. Hvordan tænker han? Hvorfor er han blevet vred? Hvad kan jeg have gjort, der har bidraget til at gøre det svært for ham, og hvordan kan jeg derfor hjælpe ham? Når jeg har forstået det, kan jeg også formulere min synspunkter, så han kan forholde sig til dem.
Sådan er kulturen i Danmark ikke. Her er det vigtigere at markere sine egne standpunkter end at nå modparten. ”Enten er man med os eller også imod,” siger Søren Pind. ”Gå ad helvede til, Hisb ut-Tahrir,” siger Villy Søvndal. ”Det er uhyrligt, at vi skal ændre noget i vores retorik eller fremgangsmåde på grund af Anders Breinvik,” siger Søren Espersen.
Der er en mangel på selvrefleksion hos de danske politikere, der er meget uklædelig. Det er både udannet og et dårligt forbillede for befolkningen. Vi kunne ellers godt have brug for et forbillede, som man kan se på de ophidsede debatindlæg på forskellige blogs, Facebooksider og avisartikler. Bag computerskærmer glemmer man i endnu højere grad end ansigt til ansigt, at der sidder et menneske i den anden ende. Og derfor ser man helt bort fra den mulighed, at vedkommende ikke er idiot, men faktisk har en baggrund for at synes, som han gør. Også selvom man selv er dybt uenig.
Det sørgelige ved den selvoptagede debatkultur er, at den ikke fører til nogen løsninger. Vi fjerner os fra hinanden og samler vores egne støtter omkring os, men grøften mellem os selv og dem, vi er uenige med, bliver bare større.
Og der er faktisk et alternativ. Tilsyneladende har nordmændene meget mere dannelse end os. Indtil videre er det i hvert fald lykkedes det dem at insistere på at møde had med kærlighed. Se bare på Facebookgruppen ”Til Mamma Behring”. Gruppen har lige nu næsten 60.000 medlemmer, der kærligt insisterer på, at Anders Breiviks mor ikke har nogen skyld i hans ugerning, men også skal ses som offer i tragedien. ”Dette er ikke noget du kan lastes for – der findes ikke en mor i verden som vil tro at ens søn går med den slags tanker,” står der på siden. ”Det der er sket, er så grufuldt at det overgår alles fantasi, hvordan skulle du da i din meget subjektive og inhabile situation og relation kunne forudse det?” Gid vi alle sammen kunne lære af det.
Bragt i Kristeligt Dagblad