Sæt komma ved appositioner (navnetillæg), der lige så godt kunne stå i parentes. Sæt ikke komma ved appositioner, der ikke kan stå i parentes.
Apposition betyder navnetillæg og er en præcisering af det, som det lægger sig til – f.eks. ”Den danske statsminister, Mette Frederiksen”.
Navnetillægget ”Mette Frederiksen” er ikke nødvendigt, for at vi ved, hvem der er tale om. Vi har kun én statsminister i Danmark (ad gangen), så derfor kunne det lige så godt stå i parentes. Og så skal der altså komma foran.
Anderledes ser det ud i denne situation: ”Det danske rockband Kashmir”. Der er mange rockgrupper i Danmark, så derfor kan ”Kashmir” ikke lige så godt stå i parentes – tilføjelsen er her nødvendigt for at forstå, hvilket band det drejer sig om.
Se flere eksempler her – på appositioner med og uden komma:
- Den britiske premierminister, Liz Truss, skal mødes med præsident Biden i morgen.
- Den amerikanske popgruppe B52 er blacklistet på MTV.
- S-udspillet ’Lavere skat på arbejde’ er en revision af et tidligere debatoplæg.
- Lederen af den tyrkiske generalstab, Azad Özkök, nedtonede i går udmeldingerne.
- Massoud Barzani, lederen af KDP, har tidligere udtalt, at han håber, at …
- Traditionen tro blev Holmens Hæderstegn overrakt på Christian 7.´s fødselsdag, den 29. januar, sammen med en række andre medaljer.
- Tirsdag den 29. januar er der hvidvinsmagning.
- Det betragter Ramadanis advokat, Hans Boserup, som en ”hævnaktion”.
I det sidste eksempel må vi ud fra kommateringen gå ud fra, at Ramadani kun har én advokat. Hvis han havde flere, skulle der ikke være komma omkring appositionen:
- Det betragter Ramadanis advokat Hans Boserup som en ”hævnaktion”.