Malene Bjerre

Kommaregler

Frem til 1996 havde vi ét kommasystem (kryds-og-bolle-kommaet) plus et pausekomma, som næsten ingen brugte. I et par år havde vi så to kommasystemer – kryds-og-bolle og nyt komma.

I 2004 blev de to systemet slået sammen til ét, men med en variationsmulighed: frit valg mellem startkomma og ikke-startkomma. Et trylle-rylle-forsøg på at lukke munden på kritikerne af nyt komma uden at ændre muligheden for at undlade komma foran helsætninger – for reglerne før og efter 2004 er næsten de samme. Og det er fint at kunne slippe for det startkomma – men svært at hitte rundt i, hvordan reglerne egentlig er. 

Ikke så svært, som man tror

Mange har det svært med kommaer og har næsten opgivet at lære at sætte dem rigtigt. Og udviklingen i reglerne har ikke gjort det nemmere for nogen. Men faktisk er der kun seks kommaregler – værre er det ikke. De lyder sådan her:

Regel 1: Sæt komma efter ledsætninger. Sæt også komma før ledsætninger, hvis du bruger startkomma.

Regel 2: Sæt komma mellem helsætninger.

Regel 3: Sæt komma i opremsninger.

Regel 4: Sæt komma ved forklarende og præciserende tilføjelser.

Regel 5: Sæt komma ved appositioner (navnetillæg), der lige så godt kunne stå i parentes. Sæt ikke komma ved appositioner, der ikke kan stå i parentes.

Regel 6: Sæt komma ved led uden for sætningen.

Kryds og bolle

Ved regel 1 og 2 kan det hjælpe dig at sætte kryds og bolle. Bollen sætter du under udsagnsleddet (verbalet), krydset under grundleddet (subjektet):

Forfatteren (X) leger (O) med ordene.

Hun (X) besluttede (O), at hun (X) ville (O) skrive en stor samtidsroman.

Hun (X) besluttede (O) at skrive en stor samtidsroman.

Læg mærke til, at der ikke skal bolle under ”at skrive” i den sidste sætning, for det danner ikke nogen sætning sammen med et grundled, sådan som udsagnsleddet ”skriver” ville gøre. Derfor skal der ikke komma foran infinitiven ”at skrive” – og det gælder alle infinitiver.

Et sæt kryds og bolle viser, at der er tale om en sætning, enten en ledsætning eller en helsætning. På fint grammatisk hedder det ”neksus”. Hvis du sætter startkomma, er det lige meget, om sætningen er en ledsætning eller en helsætning, der skal altid komma både før og efter. Hvis du ikke sætter startkomma, skal du skelne mellem hel- og ledsætninger.

Kryds og bolle-systemet hjælper dig ikke i regel 3-6.

Her kan du se eksempler på typiske kommafejl.


Har du brug for hjælp til at finde kryds og bolle? Se videoen her

Citat fra norsk sprogråd
Fin påmindelse fra Norsk Sprogråd: Reglerne er ikke til for at gøre livet vanskeligere for den skrivende, men for at hjælpe læseren