Da min far for ti år siden fik hjertestop og blev lagt i kunstig koma, var han bagefter plaget af det, lægerne kaldte hallucinationer. Han så sorte mænd med geværer, der gemte sig i en skov, og var virkelig bange. Lægerne fik rynker i panden og justerede på medicinen, så de kunne få vrangforestillingerne til at gå væk. Vi var alle sammen meget bekymrede.
Men så kom hospitalspræsten på besøg, og han bragte et helt andet blik med sig. ”Man kan godt mærke, at du har været gymnasielærer,” sagde han til min far. ”For hvor er det en kompetent drøm! Du har jo virkelig været i livsfare; det giver jo mening at opleve det som bevæbnede mænd i skoven. Skal vi dykke lidt ned i drømmen sammen?”
Min far rankede sig i sygesengen, når han gengav præstens ord, og han fik det betydeligt bedre.
Jeg er glad for, at der findes læger, der kan give hjertemassage og køle kroppen ned, så den kan få ro til at komme sig. Hurra for lindrende medicin. Men jeg er virkelig også dybt taknemmelig over, at der findes hospitalspræster, der kommer med det måske allervigtigste, folkekirken har at give: Et blik, der er på udkig efter mening, og som ikke bare vil have det svære til at gå væk, men går ind i mørket sammen med andre mennesker.
Derfor kommer det ikke bag på mig, at ph.d.-studerende Karsten Thomsen som nævnt i Kristeligt Dagblad den 26.9. i sine undersøgelser udpeger hospitalspræsternes evne til at mærke, hvad patienterne har brug for af eksistentiel omsorg. Og til at tale med dem på en måde, der ikke gør brug af dogmatikkens sprog om Gud, himmel og helvede.
Det er netop denne evne, jeg taler for, at folkekirken i det hele taget skal opgradere. For lige så gode præster generelt er til at tale relevant og meningsfuldt med mennesker ansigt til ansigt, lige så svært er det for folkekirken at finde et ikke-dogmatisk sprog frem i sin eksterne kommunikation.
For kirkegængere giver kristendommens metaforer alle sammen god mening: metaforerne om Gud som vores far, Jesus som hans søn, en himmel, som Gud bor i, og helvede som det sted, vi ender, hvis vi ikke bliver frelst.
Men for den store del af befolkningen, der ikke kommer meget i kirken og ikke har tilegnet sig kirkesproget, er det snarere sort snak. De ser Gud for sig som en gammel mand, der sidder på en hvid sky, og tænker: Ham kan jeg da ikke tro på. Og hvordan skal jeg så hente håb og trøst i en kirke, der ikke byder på andet end det? Metaforikken går hen over hovedet på dem, og sproget taler derfor ikke til dem.
Folkekirken skal i sin eksterne kommunikation – i magasiner, på de sociale medier, i klummer og kronikker – tage ved lære af hospitalspræsterne: tale om håb, ensomhed, frygt, identitet og meningsløshed og gøre det uden om kirkesprogets dogmatiske begreber.
For så opdager folk, at folkekirken netop har utrolig meget at byde på, først og fremmest et blik, der ikke reducerer mennesker til noget, der skal repareres og fikses.