Kronprins Frederik er pæn. Han virker ualmindelig sød. Han er vild med sin familie og en god far. Han er fysisk og psykisk stærk og har nogle interessante synspunkter på sammenhængen mellem de to ting. Men hvorfor tror han at han nødvendigvis også skal være intellektuel og bruge fine ord? Skulle det være nødvendigt for en moderne kronprins?
I Jes Dorph-Petersens interview med ham på TV2 i går hørte vi ham endnu engang famle efter ordene og konstruktionerne. Som svar på om han har været sådan som far som han havde regnet med, siger han f.eks.: ”Der er en stor del af uforudsigelighed i det, som man selvfølgelig altid prøver at ville overgå i den forstand som ligesom forberede sig, sådan er vi mennesker jo skabt, men når den først er en del af os, så tager man ud-/opfordringen og udfordringen stående og på timeplan, næsten.”
Jeg ville sådan ønske for ham at han brugte sit mod til at træde i karakter sprogligt. Ligesom vores krop er sproget et livslangt redskab for os som vi må gøre til vores eget hvis det skal være os der behersker det, og ikke omvendt. Kronprins Frederik har åbenbart en ide om at han som kommende konge er nødt til at distancere sig sprogligt. Men med andres sprog kan man ikke tænke sine egne tanker. Derfor kommer han næsten til at virke ubegavet når han i alt for indviklede vendinger beskriver det forhold han ønsker hans to børn får til hinanden: ”Vi kan glæde os over, at de kommer til at få rigtig godt glæde af hinanden. De kommer til at blive hinandens støtter, både opadtil og nedadtil fra henholdsvis hendes og hans vedkommende.”. Jeg er overbevist om at han har et ubesværet hverdagssprog når han taler med familien og venner. Nogen skulle tage at sige til ham at det også er godt nok til os andre.