I nat vandt Susanne Bier en Oscar i kategorien ”Bedste udenlandske film”. Meget fortjent!
Herhjemme var Hævnen ikke engang nomineret som bedste film til Robertuddelingen. I et interview i søndagens Politiken langer hun ud efter den finkulturelle europæiske holdning til film, nemlig at det egentlig er lidt pinligt, hvis en film bliver for populær. ”Faktisk synes jeg, at vi kan lære noget af USA,” siger hun. ”Ikke at den eneste forudsætning skal være, at filmene tjener penge, men at vi får publikum i tale. I Europa er det, som om det er ligegyldigt med publikum. Og det synes jeg er selvoptaget og prætentiøst og misforstået.”
Godt sagt, Susanne Bier. Man skal ville noget med sine modtagere! Det er nemlig en stor misforståelse, at det er at lefle for folk eller tale ned til dem, hvis man faktisk interesserer sig for, hvordan man bedst får sit budskab igennem. Kan man overhovedet have noget mere meningsfyldt mål end at nå sine modtagere?
Samme forskel mellem USA og Europa ser vi i den faglige formidling. Amerikanske lærebøger gør sig umage med en lige ud ad landevejen-formiding, gerne med et personligt touch og indslag lånt fra fiktionen, mens den europæiske tradition kræver, at formidlingen skal være indviklet og støvet, hvis den skal virke seriøs. Med Susanne Biers ord vil jeg mene, at det er ”selvoptaget og prætentiøst og misforstået”.