Sprogvaskeriet

Teologien ligger ikke i overfladen men i overvejelsen

Skriv noget mere om Gud, lyder det fra præst Kristian Bøcker, der har undersøgt folk&kirkes to nye formater kommentarer og boganmeldelser. De lever op til ambitionen om at skildre vores fælles virkelighed, men der mangler noget kirke og kristendom, mener han.

Det lyder næsten som et ekko af den kritik, der lød efter biskoppernes påskeannonce, der talte om hudsult og håndsprit i stedet for om Kristi opstandelse. ”Hvorfor ikke bare sige det i klar tekst i stedet for at antyde,” lød det blandt andet.

Man kan ikke lave offentlighedsteologi uden teologi, konkluderer Bøcker også. Og det har han jo ret i. Men hvad er teologi så? Er det først teologi, hvis det bliver formuleret på dogmatisk sprog? Så der altså, med hans egen ord, står lidt mere om Gud?

Lad mig allerførst beskrive projektet folk&kirke, som er den platform, kommentarerne og anmeldelserne ligger på – inde under folkekirken.dk. Folk&kirke er et magasin, som Helsingør Stift har lavet gennem de sidste otte år, og som otte af landets ti stifter i dag er med til at producere. Folk&kirke er tænkt som folkekirkens svar på Ud&Se, en slags medlemsblad for Danmarks største medlemsforening. Hele 75 procent er medlem af folkekirken, men de færreste af dem kommer i kirken ved andre lejligheder end de fire store: dåb, konfirmation, bryllup og begravelse – og så juleaften.

Denne store gruppe firhjulskristne, som de sommetider kaldes, betaler en ikke ubetydelig sum for deres medlemskab, og de har tydeligvis heller ikke aktuelle planer om at melde sig ud – for kirkens medlemstal falder kun ganske langsomt. Så hvordan sikrer vi os, at også denne gruppe føler sig talt til i kirkens kommunikation?

Det er et vilkår, at kirken har mistet sin særlige autoritet. I det sekulære Danmark giver det ingen tyngde at henvise til hverken Jesus, Bibelen eller Grundtvig. Autoritet må man gøre sig fortjent til i dag – ved at være klar og relevant. Eller populært formuleret: ved at tale med om det samme, som alle andre taler om, og ved at levere noget vigtigt ind i den samtale. Men altså gøre det på fællesskabets præmisser.

Det er denne fælles kommunikation, folk&kirke skal forstås som en del af – ligesom i øvrigt også en række af kirkens podcast, blogs, natkirkearrangementer, studentersaloner osv.

Det trykte magasin kommer en gang om året. Det omdeles i cafe, biografer og kulturhuse og taler med om store emner som kontrol og valg. Boganmeldelserne og kommentarerne bliver løbende lagt ud på hjemmesiden og bliver delt på Facebook. Og her er det nødvendigt at huske, at modtagerne ikke aktivt har opsøgt kirken. De sidder, midt i deres eget liv, venter måske på en kaffeaftale på en cafe og bladrer i magasinet eller sidder distræt og scroller på Facebook og falder over en kommentar om de serieafpressere, der er villige til at udsætte andre for de værste ydmygelser for selv at undgå at mærke suget af intethed. Det kræver en helt anden henvendelse end den, der er formuleret på kirkesprog, og som handler om det, vi som afsendere er optaget af.

Vi kan også sammenligne folk&kirke med Samvirke, Coops medlemsblad. Hvis alle artiklerne i bladet handlede om, hvilke gode økologiske mærker Brugsen lige er begyndt at føre, om hvordan Fakta er indrettet, så kunderne føres bedst muligt gennem varegrupperne, eller om Kvicklys nye betalingssystem, så ville vi hurtigt holde op med at læse bladet. Men Samvirke skriver ikke om Coop. I stedet handler bladet om klima, økologi og forbrugerinformation – det, som deres miljøbevidste kunder er optaget af, og som vi derfor kan være fælles om. Det kobler Coop til en miljødagsorden, der gør butikkerne relevante for kunderne.

Folk&kirke skriver ikke – ret meget – om kirke. Men det betyder ikke, at der ikke står noget om Gud. Det står bare med nogle andre ord.

Udover at være redaktør på folk&kirke har jeg i mange år arbejdet med bibeloversættelse og med sproget i bønner. Min grundlæggende holdning er, at kirkens sprog er et fagsprog, der ligesom alle andre fagsprog har nogle fordele, blandt andet dybde og præcision, men som også har den ulempe, at det er svært for ikke-fagfolkene helt at forstå det og føle sig hjemme i det. Hvis man derfor vil nå ud til andre, må man oversætte det til det hverdagssprog, som vi er fælles om i Danmark. Og med baggrund som underviser i faglig formidling fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole ved jeg også, at alle sprog – ikke bare statskundskaberens, fysikerens, litteratens og biologens, men også teologens fagsprog – lader sig oversætte. Ikke uden tab, men samtidig med klare gevinster. Found in translation, som oversætteren Niels Brunse har kaldt det.

Og en ting mere jeg har lært: De fleste af os ser umiddelbart vores fag som en slags spand, der indeholder bestemte emner. I statskundskabsspanden er der fx forvaltningslære, international politik og politisk kommunikation. I danskfagets spand er der bl.a. litteraturhistorie, grammatik og stilistiske virkemidler.

Men vores fag er også en lygte, som vi bruger på fænomenerne omkring os, og lygten oplyser dem på forskellig vis. Mit eget fag, danskfaget, leder eksempelvis efter betydningsdannelse, mens statskundskabslygten interesserer sig for relationerne mellem organisationer og institutioner. Så når jeg sidder sammen med min statskundskabermand og ser Mette Frederiksen tale ved et pressemøde, hæfter vi os ved helt forskellige ting. Mens han lægger mærke til det politiske spil, er jeg især optaget af statsministerens tydelige og handlekraftige retorik. For det er de briller, vi har fået forfinet gennem vores fag – og det var måske også interessen for de perspektiver, der i første omgang fik os til at vælge netop det fag.

Så for at svare på mit eget spørgsmål: Nej, teologien kræver ikke et dogmatisk sprog, når den skal formidles udenfor universitetets og kirkens mure. Og teologi er ikke kun en spand, der handler om kirkehistorie, frelse, dåb, nadver og tilgivelse, men også en lygte, der oplyser verden på en helt specifik måde. Teologien giver et særligt blik, der undersøger meningen med livet og med lidelsen, interesserer sig for ånd og for fællesskab, dykker ned i skyld og ansvar.

Denne lygte kan bruges på alt det, vi er sammen om – corona, racisme, Yahya Hassan, Alternativets storhed og fald, Donald Trump. Teologien ligger ikke i sprogets overflade og i begreberne, men i tanken, overvejelsen og blikket.

Teologien skal selvfølgelig komme til udtryk i ritualerne i kirken, men må finde andre veje uden for kirken, hvis den skal nå de mennesker, der befinder sig der. Fx ved at blande sig i den offentlige debat uden nødvendigvis at nævne ordet Gud.