Der er en ny bibeloversættelse på vej, og som det altid er med den slags, kaster det voldsomme diskussioner af sig – ikke bare i Kristeligt Dagblad og på Kirke.dk, men også i Information og Politiken. Der bruges store ord: politisk korrekthed og historieforfalskning, når Paulus i en prøveoversættelse skriver “Kære brødre og søstre” i stedet for det traditionelle “Kære brødre”, og laveste fællesnævner, når Jesus siger “Dette er min krop” i stedet for “Dette er mit legeme”. En teologiprofessor taler om kæmpebrølere og mener, at kildesproget ikke får nok vægt.
Jeg var selv dybt involveret i den nudanske bibeloversættelse “Bibelen 2020”, og sjældent har jeg lært så meget om samarbejde og respekt for andre menneskers fag og kompetencer.
Faktisk er det den mest sprogligt interessante opgave, jeg har haft i mit liv, fordi Bibelen er så umådeligt kompleks. Oversættelsen skal være en præcis gengivelse af den originale tekst – det skal jo være en oversættelse og ikke en gendigtning. Men hvis teksten ikke også er på godt, nutidigt dansk, risikerer man, at Bibelen kommer til at fremstå som støvet og gammeldags eller alt for højtidelig og noget, der kræver særlige forudsætninger.
Det er et grundvilkår i enhver oversættelse: Den skal både være tro mod kildesproget og lyde autentisk på målsproget.
Og så er der alle de særlige forhold, der gælder for netop en bibeloversættelse. Teksterne er skrevet i en helt anden tid og kultur end vores, og Bibelen er uden sammenligning den mest udbredte og betydningsfulde bog i Vesten. Oversættelsen skal ideelt kunne rumme al den brug og betydning, der er lagt i den gennem tiden.
Derfor er der et hav af hensyn knyttet til oversættelsen. Vi skal kunne genkende både kerneord fra salmerne, kirkeritualerne og talemåderne i det danske sprog. Bibelen skal kunne fungere som sammenhængende tekst, den skal kunne læses højt, poesien skal være poetisk, og læserne skal ikke forledes til at misforstå for eksempel kvindesynet og de historiske forhold.
Det Danske Bibelselskab taler om, at oversættelsen skal være som en slags trampolin med fire hjørner: kildesprog, målsprog, tradition og brug, som alle skal holde godt fast i teksten, for at den bliver spændstig. Og mange flere kan tilføjes: teologi, kirkehistorie, historie, stilistik, tekstlig sammenhæng og meget mere.
I oversættelsesteorien taler man sommetider om firhændig oversættelse, når det er nødvendigt med kompetencer, der sjældent er samlet i én person. Det gælder eksempelvis oversættelse af lyrik, der både kræver en person, der mestrer kildesproget, og en digter, der er i stand til at få den nye tekst til at fungere som lyrik.
Det samme gælder i bibeloversættelse, hvor det firhændige nemt kan blive ottehændigt eller for den sags skyld tyvehændigt. Dem, der behersker Bibelens sprog, oldgræsk og klassisk hebraisk, er næsten altid teologer, og teologer kan ikke altid høre, hvad der lyder fremmed eller kunstigt i nudanske ører. Danskoversætterne kender ikke kildesprogene, kirkehistorikerne er ikke nødvendigvis dem, der kender salmetraditionen bedst, og så videre. Så der skal mangesidige kræfter til.
Nu skal man ikke lade sig narre af begrebet om det firhændige og tro, at vejen til en god oversættelse lyder som en klaversonate og er en smuk og harmonisk proces. Tværtimod minder den ofte mere om tovtrækkeri. Her gælder det bare om ikke at få den anden til at vælte. For den enkelte oversætter skal hverken holde for fast eller give helt slip. Som danskoversætter har jeg både samarbejdet med oversættere, der stod stejlt på kildesproget, og med andre, der bare lagde sig ned, når jeg kom med et forslag, jeg mente var en god målsproglig løsning, selvom det måske ikke var en ordentlig gengivelse af den oprindelige tekst. Men den gode oversættelse kræver faktisk et solidt, men fleksibelt greb.
En sjælden gang kan man være heldig, at alle hjørnerne i trampolindugen bliver holdt lige stramt ud, men masser af gange må man finde kompromiser. Det skal være godt nok, men kan ikke blive perfekt hver gang.
Men kompromiser har ikke gode vilkår i øjeblikket og slet ikke i den offentlige debat. Den gode nok-løsning i et af hjørnerne udråbes til de rene katastrofer, uden sans for de andre hjørner, der også skal fungere. Det er en lille smule dovent, for det er klart nemmest at placere sig solidt i et ringhjørne, men det er også uden sans for de ægte gode løsninger.
Den prisbelønnede norske forfatter Jan Kjærstad skriver i sin nyeste roman “Valgdage” om behovet for at holde modstridende forståelser og tilgange levende samtidig uden at afvise den ene. Bogen handler om en mand, Einar Z. Olsen, der fødes i en socialdemokratisk arbejderfamilie og bliver opkaldt efter en stor socialdemokratisk leder. Han viser sig at have en utrolig næse for investeringer og ender med i al diskretion at blive styrtende rig. Einar Z. Olsen bliver dermed et spejl på Norge selv: et land, hvor den socialdemokratiske selvforståelse og den oliefinansielle rigdom lever side om side som to samtidige modstridende sandheder.
Einar opdager dette, da han finder ud af, at hans afdøde og højtelskede bror, guitaristen Ravn, som altid havde dyrket de larmende og energiske Rolling Stones, nøje har noteret akkorderne og harmoniovergangene til en række Beatles-sange. Og Einar er målløs:
“Ravn, denne oprører, der skræmte livet af ældre tilhørere med sine infernalske guitarsoloer, havde altså været Beatles-fan.”
Det bliver en afgørende opdagelse for ham:
“Der fandtes ingen sandhed. Og hvis der var noget, som tilnærmelsesvist kunne kaldes sandhed, bestod den altid af mindst to dele. The Rolling Stones og The Beatles. Det var også sådan, jeg tænkte, når jeg arbejdede på kontoret. De overraskende idéer, blikket for muligheder, køb og salg af aktier, opstod af akkumulation, det var et resultat af en række ting, som havde hobet sig op i min bevidsthed. Man måtte lade forskellige tanker kollidere, blande sig. Jeg kaldte det Keith-McCartney-strategien.”
Og lidt senere:
“Udfordringen bestod i at have to – endda modstridende – forestillinger i hovedet på samme tid. Og gerne endnu flere.”
Keith-McCartney-strategien fødes som en aha-oplevelse for Einar, der troede, at man måtte vælge mellem den uregerlige og kropslige Keith Richards fra The Rolling Stones og den mere tilgængelige og umiddelbart harmoniske Paul McCartney fra The Beatles. Men hans brors musik var netop sublim, fordi den havde elementer af begge dele.
Einars opdagelse er ikke en ophævelse af modsætninger, men en måde at leve i dem på. Den peger på en grundlæggende udfordring i både oversættelse og den offentlige debat: Der er sjældent tale om et enten-eller; den ene forståelse kan ikke erstatte den anden. Det er ikke kildesproget eller målsproget; The Rolling Stones eller The Beatles – det er begge dele. Oversættelse er ikke et valg mellem trofasthed over for kildesproget eller autenticitet på målsproget; begge hensyn må holdes aktive samtidig.
Som bekendt er det sådan, at hvis det eneste værktøj, du har, er en hammer, ligner alle problemer et søm, men i et frugtbart samarbejde med mennesker, der kan og forstår noget helt andet end dig selv, får du langt flere værktøjer og kan få øje på nye løsninger.
Det er netop derfor, bibeloversættelsen ikke bliver bedre af at blive gjort enklere i sin tænkning – men af at blive holdt kompleks i sin metode.
Og det er også derfor, den offentlige debat ofte går skævt: ikke fordi folk tager fejl, men fordi de insisterer på kun at kunne have ret på én måde ad gangen.
Vi kan alle sammen blive klogere af Keith-McCartney-strategien.