På lægeuddannelse i Odense er der et fag, hvor de kommende læger lærer at læse skønlitteratur. Det træner dem dels i empati og perspektivskifte, og det lærer dem, hvad metaforer betyder og gør ved både patienten og lægen.
For i Odense ved de, at lægejournalens sprog ikke er nok. Der findes ikke ét udtømmende sprog, der kan dække hele den virkelighed, en diagnose indebærer. Eller for den sags skyld, som hele livet indebærer.
Jeg kunne ønske mig, at Nana Hauge kunne komme på et tilsvarende kursus. For hendes læsning af salmen Linedanser mangler fuldstændig sans for både poesi og for menneskers livsverden.
Tilsyneladende mangler hun nogle linjer, hvor der fx kunne stå: Gud gav dig livet kvit og frit.
Kristus gik i døden for din skyld. Derfor tør vi leve og håbe.
Men det hele står der – mellem linjerne og i sproglige billeder. Du har fået livet givet. Du har fået balancekunsten, stang og snor – livet og evnen til at leve det – kvit og frit. Kig opad, mod himlen, for den er blå og fuld af løfter. Det største, det guddommelige, finder du i det små og hverdagslige. Og ikke engang kun mellem linjerne – hvad mon” påskens evige fest” handler om?
Salmedigtere har altid talt i billeder. Grundtvig taler om solen, lyset, guld i mund. Brorson taler om roser og hyrder. Jesus selv taler i billeder hele tiden og siger ovenikøbet, at det kun er sådan, mennesker kan forstå, hvad han siger.
Så hvorfor holder det op med at være kristent, når billederne bliver nye?