Our Blog

I statsministerens åbningstale fik den håndgribelige hverdag plads blandt fine ord og luftige strategier. Det var dejligt.

Den 1. oktober fandt nogle helt nye ord vej ind i statsministerens tale til Folketingets åbning. Eller nye og nye.

Det var helt almindelige ord som kartoffelskræller, salatrester, mælkekartoner og køkkenrulle. Vi er nede på de lavere trin af abstraktionsstigen, nede ved noget helt fysisk og sanseligt, som vi rører ved hver eneste dag.

Og det er faktisk højst usædvanligt, at den type hverdagsord får plads på landets fineste talerstol

Er de jordnære ord knap så fine?

Her er taleinventaret normalt snarere ord som patentbeskyttelse, beskæftigelsesindsats, uddannelsesgaranti og skatteunddragelse – langt mere abstrakte ord, som statsministeren i øvrigt også fik plads til i talen.

Man får fornemmelse af, at disse knap så jordnære ord nok er lidt finere, og derfor mere velegnede til en festtale på sådan en dag, hvor selv de kongelige er til stede.

Oppositionspartierne faldt da også over deres egne ben for at håne statsministeren.

“Jeg er ikke helt sikker på, at jeg selv havde valgt kartoffelskræller som omdrejningspunkt,” sagde Lars Løkke og fik dermed antydet, at med ham som statsminister kan det nok være, at det kunne blive anderledes vigtige sager, der kom på dagsordnen: velfærd, relativ fattigdom og Danmarks konkurrenceevne.

Den poetiske radiator

I virkeligheden er det en gammel diskussion: Er nogle ord finere end andre – og hvorfor?

Forfatterskolens tidligere rektor Niels Frank kaldte engang ordet radiator for et ord, der var “uforeneligt med poesiens mere højtravende registre”. Det var ironisk ment, men Jan Sonnergaard tog ham på ordet og skrev i protest en novellesamling, der hed Radiator.

En god novellesamling, i øvrigt. For selvfølgelig kan det konkrete og trivielle bruges i god kunst.

Politik bør handle om det, der omgiver os

Hvis det fysiske forsvinder ud af sproget, forsvinder også det, vi kender fra os selv og vores egen verden. Det konkrete er noget, der findes i virkeligheden, noget vi kan røre ved. Det abstrakte er begreber, vi skal tænke os til.

Og hvis politik skal give mening for almindelige mennesker, skal det vel netop handle om det, der omgiver os – noget synligt og konkret. Kartoffelskræller, gamle mennesker med fyldte bleer, og millionærer, der gemmer de penge, de ikke vil betale i skat, af vejen i schweiziske banker.

Kunsten er så at få det konkrete og det abstrakte til at hænge sammen. Politikerne skal jo ikke blive hængende ved kartoffelskrællerne, men sørge for at lovgive om affaldshåndtering. Og alt det andet abstrakte.

 

Kommentaren er bragt på dr.dk.

Malene Bjerre

So, what do you think ?