Sprogvaskeriet

Kirkesproget er en barriere for forståelsen af troens indhold

Det, der er klar tekst for de kirkelige, er snarere fordunkling for dem, der ikke taler det religiøse sprog.

Efter at jeg blevet ansat som journalist i folkekirken, har jeg haft det, som om jeg er blevet udstyret med Wills kniv fra Philip Pullmans børnebog ’Skyggernes kniv’, som kan skære vinduer og passager ind til en parallel virkelighed. Indtil videre står jeg og stikker hovedet ind og ser mig lidt omkring.

Jeg kan godt lide, hvad jeg ser. Kirkerne er smukke. Der er højt til loftet, som om buerne strækker sig mod himlen. Nogle er klassiske hvidkalkede bygninger, der minder om, at folk har siddet der i en lang streng af generationer før os. Andre er helt nye, og man kan mærke arkitektens ambition om at få plads til ånden i det moderne samfund.

Begge dele bliver jeg rørt over. Og i det hele taget er berørtheden – blanke øjne, en klump i halsen – blevet noget, jeg forbinder med kirken. Jeg kender godt følelsen i forvejen. Jeg bliver rørt, når flaget går til tops. Når otteårige børn laver gymnastikopvisning. Når et teaterstykke er slut og skuespillerne kommer ind på scenen og bukker. Jeg har lært at genkende følelsen som en glæde ved det nyttesløse. Det, der hverken bidrager til bruttonationalproduktet eller har nogen praktisk funktion eller hensigt.

Le superflu est necessaire. Det overflødige er det helt nødvendige, det vi har allermest behov for.

Og vi har brug for kirken. Det synes jeg andre skal se også, og det har jeg arbejdet med i et godt stykke tid. For mange års arbejde med det kirkelige sprog – som bibeloversætter og konsulent på flere bønnebøger – har gjort det tydeligt for mig, hvor stor en barriere kirkens særsprog udgør. Sproget skaber et lukket rum, som det er svært at komme ind i. Min berørthed fortæller mig, at det, jeg ser i den parallelle verden, er noget, jeg allerede er optaget af; noget, der handler om min verden. Men det er på trods af sproget, jeg får øje på det, ikke på grund af det.

For kirkens sprog fungerer bedst for de allerede indviede, og sådan er det med alle faggruppers særsprog. Lægelatin er et eksempel på et helt uigennemtrængeligt sprogligt domæne. Man kan også eksperimentere med, hvor meget man forstår af en aktieanalyse inde på Børsen. Særsproget er fint til kommunikation med kolleger, men det er mere op ad bakke, hvis man gerne vil have andre i tale.

På Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har jeg i mange år undervist fagfolk i at tale og skrive, så deres viden når ud til flere end de nærmeste kolleger. De slår sig gerne i tøjret. ”Alle ved da, hvad deterritorialisering/omkostningssynergi/median protusion betyder – eller også må de lige slå det op,” siger de. ”Det er sådan nogle dejligt præcise ord, og nuancerne går tabt, hvis jeg skal sige det på en anden måde.”

Vi snakker så lidt om, hvor meget der mon går tabt, hvis folk slet ikke får læst det, de skriver, og det store gennembrud kommer som regel, når de sidder sammen med en medkursist med en anden faglighed, der læser deres tekst, og de med egne øjne kan se, hvor svært deres fagsprog kan være at forstå. De opdager også, at andre mennesker ikke nødvendigvis er så interesserede i deres fagområde, at de sætter sig ned og slår omkostningssynergi op. På den måde lærer de regel nr. 1 i formidling, nemlig at man først må fange modtagerens interesse. Overbevise folk om, at det kan betale sig at investere lidt tid i at læse teksten, fordi det vil give dem noget, de egentlig gerne vil have.

Det samme gælder selvfølgelig for kirkens fagsprog. For præsternes vedkommende er det et sprog, som de har brugt mindst deres studietid på at tilegne sig; måske har de endda færdedes i det hele livet. Desuden er der det særlige ved det kirkelige særsprog, at det ikke ser svært ud. Der er ikke tale om lange, sammensatte fremmedord, men om ret enkle, hverdagsagtige ord, der i evangelierne ovenikøbet er sat sammen til fortællinger: ”Disciplene blev ramt af en storm, mens de var ude at sejle, men Jesus gik ud på vandet til dem for at berolige dem.”

Måske er det derfor, at mange af de indviede kirkesprogsbrugere (som jeg herefter for nemheds skyld kalder de kirkelige) ikke er klar over, at der er tale om et særsprog, der kræver formidling, hvis man vil nå ud til nye målgrupper. Tag nu diskussionen om biskoppernes annonce påskedag. Kritikerne af teksten om livet, der altid løber i forvejen, mens vi halser efter med hudsult, håndsprit og åndenød, taler om uld i mund og mener, at man hellere skulle have talt i klar tekst og talt om Kristus, der stod op fra de døde og gik ud af graven og dermed frelste mennesket.

Men at tro, at det er klar tekst at bruge ordene opstandelse, den tomme grav og frelse er en misforståelse. Sommetider kunne jeg ønske mig, at de kirkelige oftere sad ved siden af de ikke-kirkelige uden for de rituelle rammer og hørte reaktionen på det kirkelige sprog.

Det ville være interessant med en empirisk afdækning af feltet, og sådan en eksisterer mig bekendt ikke. Jeg må basere min vurdering på de reaktioner, jeg hører, læser i aviser og på sociale medier – og somme tider selv føler. Og jeg fornemmer, at store grupper af den danske befolkning ikke forstår dette sprog på samme måde som de kirkelige.

For de kirkelige lukker fortællingens sprog op for et andet rum i verden, ligesom Wills skyggekniv. Et rum, der giver nogle andre øjne at se med nu og her: et blik, der åbner for fornemmelsen af sammenhæng, meningsfuldhed, håb. Et glimt af, at selvom verden er i undtagelsestilstand, selvom jeg ikke ved, hvordan det hele skal gå, så skal det nok gå alligevel.

De ikke-kirkelige læser fortællingerne om Jesus i datid; de tolker kirkesprogets udsagn som en konkurrerende version af deres virkelighed – skal jeg tro på Darwin eller Bibelen? Er man ikke naiv, hvis man tror, at nogen kan gå på vandet? Og hvordan skal jeg tro på Gud, når jeg hverken tror på nisser, elverpiger eller enhjørninger?

De kirkelige læser derimod Bibelen som noget, der formidler en erfaring her og nu. Påskens budskab skal læses i nutid – som noget, der har en reel betydning i mit eget liv. Faste kirkegængere hører hver søndag evangeliet udlagt og kontekstualiseret i den moderne virkelighed, men det gør den altovervejende del af den danske befolkning ikke.

Derfor det kun klar tekst for de kirkelige at bruge ord som den tomme grav, frelse, opstandelse. For de ikke-kirkelige er det en fordunkling eller måske ligefrem en showstopper.

Jeg læser en bog i øjeblikket, De udødelige. Den handler blandt andet om Klara, der siden hun var barn har villet være tryllekunstner. ”Når Klara hiver en dollar ud af øret på en eller anden eller forvandler en bold til en citron, er hendes ambition ikke at narre nogen, men at give dem en anden form for indsigt, en udvidet mulighedsfornemmelse. Formålet er ikke at negere virkeligheden, men at fjerne dens beskyttende hinde og afdække virkelighedens særheder og selvmodsigelser. De bedste tryllekunster, den slags Klara gerne vil lave, trækker ikke noget fra virkeligheden. De tilføjer den noget.”

Det er det samme med det religiøse sprog. Kirkens ritualer, Bibelen, bønnerne kan udvide vores mulighedsfornemmelse. De lægger til virkeligheden og trækker ikke noget fra. Men hvis man gerne vil fortælle det til nogen, der ikke taler det religiøse sprog, må man finde et sprog, det lader sig gøre i. Placere smilet, overraskelsen, håbet midt i hudsulten og håndspritten. Og på den måde fortælle læserne, at folkekirken har noget, de gerne vil have.