Legos brand er ekstremt stærkt. Hele verden ved, at Lego er sjovt, kreativt og intelligent legetøj. Og når visitkortene så er en Legomand med navn foran og kontaktoplysninger på ryggen, må man lægge sig fladt ned i beundring for deres branding.
Næsten, i hvert fald. For den sproglige branding halter det med. Hvis leg og kreativitet er en vigtig værdi for en virksomhed, skal sproget også være legende og kreativt. Men læs så lige Legos sidste pressemeddelelse:
”Der er fortsat kraftig vækst i de klassiske produktlinjer som LEGO® City, LEGO® DUPLO®, LEGO Star Wars, LEGO Creator og LEGO Technic. Brætspillinjen LEGO Games, som sidste år blev lanceret i Storbritannien og de tysktalende lande, lanceres i år i resten af verden og modtages meget positivt, ligesom det nye legetema LEGO Atlantis har opnået et højere salg end ventet. Endelig er de nye licensbaserede produkter LEGO Toy Story og LEGO Prince of Persia lanceret i første halvår og er blevet særdeles godt modtaget af forbrugerne.”
Passiv på passiv, alt for lange sætninger, totalt fravær af mennesker.
Og de ord, der bliver lagt i munden på direktøren Jørgen Vig Knudstorp (ja, ham den lille sjove legomand), lyder ikke, som om noget menneske nogensinde har haft dem i munden:
”Resultatet for første halvår er meget tilfredsstillende på såvel de finansielle som de ikke-finansielle områder, og vi glæder os over, at alle vores markeder oplever en stærk vækst. Vi er på vej ind i højsæsonen, idet størsteparten af legetøjssalget sker i andet halvår, hvor vi blandt andet sender helt nye Harry Potter produkter på markedet.” Og det fortsætter i samme stil. Gab.
Hvorfor glemmer Lego at lege, når det gælder sproget?
Bragt i Kommunikationsforum