Our Blog

”Den herlige ærkebordeauxske vin har klassiske noter af kostald”. Er vinsproget udtryk for snobberi, eller åbner det for nye og større oplevelser?

 

”Mmm,” sagde vores gode ven og kiggede eftertænksomt frem for sig efter at have smagt på vinen. ”Cykelslange!”

Det var på familieferien nede på den sydfranske campingplads, jeg blev klar over, at jeg simpelthen ikke behersker det særlige vinsprog. Hvordan kan petroleum, benzin, læder, gummi, kål og kostald være plusord i beskrivelsen af en vin? Har tekstforfatterne bag vinetiketterne mon smagt de sære ting, de sammenligner vinens smag med?

Vinbeskrivelserne åbner for en verden, jeg slet ikke kender. Hvad mon mineralitet er? Eller hvad med ”oxideret æble på den gode måde”? Syren i en vin kan være ”crisp”, mens fedmen omvendt kan være så markant, at den kan tygges.

Jeg kan ikke gøre for det, men jeg står simpelthen lidt barnligt måbende over for det klassiske vinsprog. Derfor ender jeg tit med en kombination af to trick: Lilla etiketter og så en hvælvet bund. Det tyder på en kvalitetsvin, lærte min velorienterede storebror mig, da jeg var 15.

Men i virkeligheden er det nok et frygtelig spild. Ikke bare fordi jeg er nødt til at holde mig til de samme fire-fem vine, jeg har lært at kende, og som jeg ved, jeg kan lide, for det er mere held end forstand, hvis jeg en sjælden rammer rigtigt, når jeg prøver en anden slags.

Men også fordi sproget påvirker oplevelsen. Det er i hvert fald påstanden bag Sapir-Whorf-hypotesen, som er opkaldt efter de amerikanske lingvister Edward Sapir og Benjamin Whorf. Hypotesen siger, at det ikke egenskaber ved tingene, der bestemmer over sproget, men sproget, der bestemmer over vores opfattelse af tingene.

At der ikke er et 1-1-forhold mellem sprog, ved enhver, der har prøvet at oversætte – også mellem to sprog som dansk og engelsk, der ikke er meget forskellige. Kategorierne er bare ikke de samme – engelsk har fx brug for tre ord, tree, wood og forest, hvor vi kan nøjes med to, træ og skov.

Spørgsmålet er så, om englændere og danske også ser forskelligt på træer som genstande og materialer ude i virkeligheden. Eller med andre ord: Har de to herrer har ret i, at påvirkningen går den anden vej?

Hvis det er tilfældet, kan man eksempelvis forestille sig, at køn betyder mere for italienere end for danskere. Italienere bøjer tillægsordene forskelligt, alt efter om de lægger sig til en mand eller en kvinde – en dygtig mand er ”bravo”, mens kvinden er ”brava”. Og når sproget tvinger en sådan skelnen igennem, fylder den måske også mere i den italienske kultur og tænkning.

Så hvis det er sprogets skelnen, der lærer os at skelne ude i virkeligheden, så betyder det faktisk noget for oplevelsen af vinen, at vi har et ordforråd, der får os til at opdage alle nuancerne. Hvis vi tvinger os selv til at sætte ord på forskellige smagsmuligheder – både de oplagte: solbær, lakrids, citrus og de mere besynderlige: kattepis, blyantsstift og cigarkasse – vil ordet i sig selv være med til udpege og fastholde nuancerne i vinens smag.

Så vinsnobberi eller ej,  måske skulle man lede lidt bedre efter cykelslangen næste gang?

Kommentaren er bragt på dr.dk

Malene Bjerre

So, what do you think ?