Malene Bjerre

Hovedløse medier trykker på Tyrkiets knapper

Erdogan kalder Holland og Tyskland for fascister og nazister! Forargelsen i de danske medier vil ingen ende tage. Ytringsfriheden og demokratiet har da heller ikke for gode kår hjemme i Tyrkiet, siger Jyllands-Postens lederskribent søndag og kalder Tyrkiet for et ‘megalomanisk’ demokrati. I Politiken har debatspalterne fundet plads til Tyrkiet-kommentatoren Robert Ellis, der tirsdag minder Tyrkiet om folkemordet mod armenerne med underteksten: Det, du siger, er du selv, Erdogan!

En klassisk konflikt mellem to lande er under opsejling, og i en konflikt er de to parter selvfølgelig modstandere, men de giver også noget til hinanden, som de hver især har brug for. Sommetider så meget, at de slet ikke er interesserede i at løse konflikten. Erdogan viser nemlig sine vælgere, at Europa endnu engang behandler Tyrkiet uretfærdigt, men at han, Tyrkiets stærke mand, ikke finder sig i det. Og i Holland får premiereminister Mark Rutte anledning til at vise, at det ikke kun er Geert Wilders, der kan sige fra over for muslimerne.

Denne konfliktlogik forstår de danske medier tilsyneladende ikke, når de kaster sig ind i kampen til fordel for vores venner i Holland. Et godt eksempel kunne man mandag høre i Orientering på P1, hvor Søren Carlsen og Lene Johansen interviewede Fatih Alev. Han er formand for UETD, Foreningen for europæisk-tyrkiske demokrater i Danmark, der støtter Erdogan og de foreslåede forfatningsændring.

Men faktisk udtaler han sig ret nuanceret. Han roser Lars Løkke, der ellers har afvist at mødes med den tyrkiske premiereminister, for ikke at optrappe konflikten yderligere. Og så skal man ikke tage naziudtalelsen alt for bogstaveligt, forklarer han, der er brug for kulturoversættelse. Nazistisk skal snarere forstås som ikke-demokratisk, og selvom Fatih Alev ikke selv ville formulere sig som Erdogan, mener han også, at det er uacceptabelt at nægte folkevalgte politikere landingstilladelse og tilbageholde dem på et konsulat. Pointen om oversættelse går dog hen over hovedet på værterne. ”Mener du, at det bringer minder om nazitiden, som man forbinder med jødeforfølgelser, koncentrationslejre, diktatur, forfølgelse af politiske modstandere,” siger de to værter i kor henover Fatih Alev, der prøver at få sagt, at han ikke vil forsvare, men bare forklare, hvordan Erdogan tænker.

”Det er interessant, at det er ordet nazi, der har kvalt hele debatten,” siger Fatih Alev, men han er ikke castet til at være nuanceret. Det er meningen, at han skal forsvare Erdogan, så værten skynder sig at gribe ordet og agere modpart: ”Det kunne så have klædt Erdogan at lade være med at trække nazikortet og holde sig til substansen, kan man sige.”

Men det ER interessant, hvordan forskellige kulturer har forskellige ømme punkter, der får os til at eksplodere. Det såkaldte nazikort er et godt eksempel på noget, der kan få en hvilken som helst debat til at koge over i Danmark. Omvendt viste Muhammedkrisen, at det er særdeles sårbart for muslimer, hvis der gøres grin med deres profet. Iben Jensen, der er professor på Aalborg Universitet, har kaldt det for kulturelle fikseringspunkter, der ligesom et fotografi fastholder et billede af ”de andre”, som så kan danne grundlag for nye fortællinger om dem.

Hvis man gerne vil have tyrkerne op i det røde felt, er det lige så effektivt at tale om Tyrkiets folkedrab på armenerne som at trykke på en knap. Hvis man vil sige det grimmest tænkelige til europæerne, kalder man dem for nazister.

Det burde være medierne opgave at hjælpe os til at forstå disse fikseringspunkter og parternes brug af dem, ikke selv at reagere hovedløst på dem og på den måde være med til at optrappe konflikterne. De er svære nok at løse i forvejen.