Fodbolden har ædt sig ind på familierne de sidste par uger. Under de store slutrunder er tv-dækningen så massiv at også de ikke så kyndige må kigge med for hyggens skyld. Så ville det jo være rart hvis kommentatorerne på TV2 kunne formidle finesserne i spillet så vi også kunne få udbytte af det. Men jeg har lært at fodbold har sit helt eget særsprog.
På fodboldsk elsker man verbalsubstantiver. I stedet for at sige at en spiller taber bolden udbryder kommentatoren typisk: ”Boldtab!” Spilleren er også i boldbesiddelse, hans boldomgang eller boldbehandling er fantastisk, han laver fejlafleveringer, leverer dybe stikninger, timer sit dybdeløb og placerer sig i en spilbar position.
Så er der alle de uforståelige ord. Hvad er en boksspiller? Hvad er pasningsspil? Hvad er en kasse? Hvad er det at halvklare et skud, at blive klippet eller at sætte en modstander? Hvad betyder det at spille med to angribere på toppen eller at samle andenboldene op? Og hvornår er det lige begyndt at hedde hands i stedet for hånd på bolden?
Jeg har al mulig forståelse og respekt for fagsprog. Det er netop karakteriseret ved at bruge verbalsubstantiver fordi det ikke interesserer sig så meget for den konkrete handling som for teknikkerne og principperne bag. Fremmedord og hverdagsord med en særlig betydninger er uundværlige fordi de har en specifik betydning der sparer en masse forklaring. Men jo kun for dem der kender dem i forvejen.
Kommentatorerne er sikkert bange for at tale ned til fodboldoraklerne hjemme i sofaen. Men fra mit eget fagområde ved jeg at de dygtigste formidlere sagtens kan forklare tingene sådan at både fagfolk og lægfolk får noget ud af det. Det behøver ikke være indviklet for at være klogt.